Efter 100 år med Danone-yoghurt satser topchefen på veganermælk

Det er 100-året for den første Danone-yoghurt, men topchefen Emmanuel Faber har mere travlt med at parkere den franske yoghurtgigant i front, når det gælder det kraftigt voksende marked for mælkealternativer. Han taler også hellere om bæredygtighed end bundlinje og mener, at brands skal være aktivister.

Danone-chefen Emmanuel Faber taler her ved et arrangement i Barcelona i Spanien i maj 2019 for at markere 100-året for, at den første Danone-yoghurt kom på markedet. Det var netop i Barcelona. Susanna Saez / EPA / Ritzau Scanpix

Det ene udelukker ikke det andet. I 1919 blev den første Danone-yoghurt solgt rundt omkring på apoteker i Barcelona som et helseprodukt i små krukker. I 2019 er yoghurt med et højt indhold af mælkesyrebakterier en massevare, og Danone er verdens største yoghurtproducent. Men yoghurten kommer i stigende grad fra kokos og mandler og andre planter og ikke fra køer.

Skiftet er typisk for Danone-chefen Emmanuel Faber, hvis man ellers kan sige, at noget er typisk for en topchef, der ofte bliver beskrevet som meget atypisk. Den 55-årige franskmand er nok »made in Danone«, som man siger i den franske virksomhed, med over 20 år i yoghurtproducenten, men han er tilsyneladende altid i bevægelse.