Få erhvervspersoner er så letgenkendelige som Daimler-chefen med det karakteristiske hvalros-agtige overskæg. Oven i købet har Dieter Zetsche haft et omdømme, der matchede, som en af branchens rockstjerner; den karismatiske leder, der har moderniseret Daimler og gjort Mercedes-Benz til verdens mest solgte luksusmærke.
Men 2018 har været et skæbneår for bilsektorens store karismatiske ledere. Tidligere på året døde Fiat Chrysler-bossen Sergio Marchionne, mens Carlos Ghosn, der har haft et nærmest legendarisk omdømme for at lede Nissan-Renault-Mitsubishi-alliancen, er fængslet efter bedragerianklager.