»Digitalisering er på lige fod med klimaet, hvis ikke vigtigere«

Danske IT-virksomheder har ansvar for at få resten af Danmark op i digitalt gear efter coronakrisen, siger Dansk Industris brancheorganisation fra sit årsmøde. Og for at IT-systemer og teknologi arbejder gnidningsløst sammen, tilføjer EU-konkurrencekommissær Margrethe Vestager.

André Rogaczewski er lige blevet genvalgt til formandsposten i DI Digital, som han har beklædt siden juni 2015. Asger Ladefoged

»Vi skal huske, at vi aldrig har været mere relevante. Der ligger et stort ansvar på os. Vi skal gøre rigtigt meget for os selv, men vi skal gøre lige så meget for alle andre.«

Det fastslog André Rogaczewski, administrerende direktør for den danske IT-gigant Netcompany og formand for Dansk Industris brancheorganisation DI Digital, på sidstnævntes årsmøde i Industriens Hus i København mandag eftermiddag under titlen »I coronaens skygge – hvordan kommer vi godt ud af krisen?«.