Dieselgate: Porsche får kæmpebøde

Brud på reglerne for udledning af udstødningsgasser koster Porsche en bøde på omkring fire milliarder kroner. Luksusbilproducenten accepterer bøden.

PORSCHE
Foto: ARKIV. SEBASTIEN NOGIER/EPA/RITZAU SCANPIX

Efterspillet om snyd med software i en lang række dieselbiler er kommet et skridt videre.

Den tyske bilproducent Porsche er tirsdag blevet idømt en bøde på 535 millioner euro – knap fire milliarder kroner – for at have brudt reglerne for visse Porsche biltypers udledning af udstødningsgasser.

Ifølge anklagere i Stuttgart har Porsche begået uagtsom overtrædelse af sin tilsynsopgave med den afdeling, som skulle sikre korrekte og pålidelige måleresultater. Overtrædelsen skal have fundet siden 2009.

Det var dog først i 2015, at dieselgate brød løs i offentligheden. Her kom det frem, at den tyske gigant Volkswagen (VW) havde installeret snydesoftware i biler til det amerikanske marked. Skandalen spredte sig siden som ringe i vandet til flere dele af VW-koncernen, blandt andre Audi og Porsche.

Dieselgate har allerede haft en lang række konsekvenser. Volkswagen har tidligere accepteret en bøde på i alt en mia. euro, svarende til 7,5 milliarder kroner, for at have svindlet med omkring 11 millioner dieselbiler, og Oliver Schmidt, en tidligere Volkswagen-chef i USA, er blevet idømt syv års fængsel og en bøde på 400.000 dollar.

I Tyskland har Audi accepteret en bøde på 800 millioner euro, svarende til knap seks milliarder kroner, for at have snydt med diesel-udstødningssystemer. Audis tidligere topchef Rupert Stadler blev efterfølgende erklæret mistænkt for svindel og for indirekte udstedelse af falske attester og slap da heller ikke fri for en fængselstur.

Porsche oplyser tirsdag, at luksusbilproducenten har valgt at acceptere milliardbøden, som dermed markerer slutningen på en langstrakt efterforskning af svindel med dieselbiler. I en meddelelse understreger Porsche, at producenten aldrig har udviklet og produceret dieselmotorer, men at chefernes kontrol med udledning af emissioner mislykkedes.

Indtil nu har dieselgate kostet Volkswagen-koncernen over 27 milliarder euro – omkring 202 milliarder kroner – i bøder, erstatninger og forlig. Fem personer, heriblandt Volkswagens tidligere topchef Martin Winterkorn, er blevet anklaget for alvorlig svindel og brud på konkurrencelovgivningen.