Et pust fra femårsplanernes tid skal fremtidssikre VW

Berlingskes erhvervsredaktør Peter Suppli Benson Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Det er svært at få øje på nogen global branche, som er mere udfordret end bilindustrien.

Nogle af ingredienserne er som følger: En klode hvis råstoffer, herunder fossile brændsler, bruges i al for høj fart. Politikere, som har fået øjnene op for behovet for at bremse klimasynderne og i flæng bruger ord som »bæredygtig« og »klimaneutral«. Bilfabrikker, som manisk har øje på indtjeningen på den korte bane – og overlevelse på lidt længere sigt. Og forbrugere, som nødigt vil sige farvel til den personlige frihed, som en bil giver millioner og atter milioner af borgere.

Cirka der står vi. Og intet sted mærkes forandringerne mere end i den tyske by Wolfsburg.

Når man som VW kæmper for at være verdens største bilproducent, er status quo en god ting. For planlægning sker med det lange lys tændt. Man orienterer sig normalt ud fra bilmodellernes livscyklus. Og så har det i øvrigt været en indgroet og dejlig fast ingrediens, at bilerne har været drevet af benzin og diesel i 100 år. Intet nyt dér.

Derfor er klimadiskussionen og de mulige konsekvenser en dybt alvorlig sag for bilfabrikkerne – og ikke mindst VW, der som bekendt har en Dieselgate-sag at kæmpe med oveni. For i takt med, at myndigheder verden over fra Kina over Californien til EU opstiller nye stadig strammere krav til udledningerne fra biler, ændres forudsætningerne for bilindustrien og deres biler.

Og derfor står VW midt i en af verdenshistoriens største industriomlægninger. En regulær revolution.

VW, som i dag reelt har et par elektriske bilmodeller på programmet, skal have i hvert fald 40 at vælge imellem inden 2025. Og hvor VW sidste år byggede ca. 40.000 elbiler, er planen, at man vil sende tre millioner elbiler på gaden allerede i 2025.

Det store består i, at man reelt vil sige farvel til diesel og benzin og satser hele butikken på at bygge elbiler. Det betyder samtidig en total omlægning af produktionen. Af fabrikkerne. Af brugen af underleverandører. Af samarbejdsformen med fagforeningerne, som reelt blev skabt lige efter Anden Verdenskrig.

Forleden holdt VWs bilarbejdere det store årlige »personalemøde« i Wolfsburg. Op mod 20.000 mødte op og dagen endte nærmest som en faglig demonstration. Temaet var usikkerheden om fremtiden – og VW-topchef Herbert Diess gjorde intet for at mindske medarbejdernes usikkerhed.

I sin tale til de 20.000 ansatte slog han igen fast, at byggeriet af elbiler kræver i hvert fald 30 procent færre arbejdstimer end byggeriet af en tilsvarende benzinbil. Han slog også fast, at omlægningen ruller. Og at der forestår mange forhandlinger – ikke mindst om, hvordan man skærer måske 30 pct. af de mange ansatte væk.

I Wolfsburg, hjertet af VW, vil det svare til et farvel til op mod 7.000 ansatte inden 2025. Og den slags beskeder er selvsagt ikke populære hos arbejderne, der ligesom VW-ledelsen egentlig foretrækker en slags styret status quo.

Udfordringen er bare, at status quo er død. At myndighedskravene nu er så store, at kun revolutioner i bilproduktion og valget af biltyper er tilstrækkelige. Og det handler fabrikkerne efter – mens medarbejderne naturligt nok reagerer med frygt.

Og hvad så med bilkøberne?

Tja, foreløbig har kun markant offentlig støtte, som man har benyttet i f.eks. Norge, kunnet flytte bilkøberne. De praktiske ulemper ved elbilerne er stadig så markante, at få »uhjulpet« har valgt elbilerne til. Men når de store som VW først rykker, træffer de nok reelt valget for bilkøberne. Planen er i hvert fald lagt – og den rækker ud over de første fem år.

Peter Suppli Benson er erhvervsredaktør på Berlingske