DFDS forbereder sig fortsat på aftaleløst Brexit

Arkiv/ LIndsey Parnaby. LINDSEY PARNABY

Rederi- og transportkoncernen DFDS forbereder sig fortsat på et såkaldt »no deal«-Brexit, mens den britiske premierminister, Theresa May, kæmper videre med sin Brexit-aftale.

Det skriver Dagbladet Børsen.

Det ventes, at et stort flertal vil stemme imod aftalen, når det britiske underhus tirsdag aften skal stemme om Brexit-aftalen, hvilket kan føre til et »no deal«-scenarie.

»Det har været et langt tilløb, som desværre tegner til at være uklart en del uger endnu. Men vi koncentrerer os om det, vi kan påvirke, og så må man lægge frustrationerne i skuffen,« siger Niels Smedegaard, der er administrerende direktør i DFDS, til Børsen.

DFDS har ifølge Niels Smedegaard brugt »adskillelige hundrede millioner kroner« på forberedelser til et aftaleløst brexit og eventuelle toldtjek fra EU.

Rederi- og transportkoncernen har allerede ansat en række toldeksperter. Afhængigt af aftalens udfald i underhuset er DFDS ifølge Niels Smedegaard klar til at ansætte op mod 100 yderligere.

DFDS er i gang med udvidelse af havneterminaler og har lejet eller købt jord i både britiske og europæiske havne for at sikre plads til lastbiler i tilfælde af de forsinkelser, som nye toldtjek måtte medføre.

/ritzau/FINANS