Der er brug for økonomisk optimisme i klimadebatten, Steen Bocian

Hvilke lande i verden har Danmarks fundament til grøn omstilling? Man spørger sig selv, hvordan Thailand eller Indien vil se på grøn omstilling, hvis læren af Danmarks grønne omstilling er færre job, mindre velstand og økonomisk stagnation.

Thomas Bernt

Dagbladet Børsens perspektivredaktør, Steen Bocian, efterlyser på lederplads en erkendelse af de konkrete økonomiske omkostninger, når den grønne omstilling kommer til at »lukke dele af dansk erhvervsliv« inden for landbrug, transport og industri.

Der er fornuft i en del af Bocians leder og hans efterspørgsel efter økonomisk realisme i klimadebatten. Det er åbenlyst, at målsætningen om at reducere CO2-udledningen med 70 procent er en kolossal økonomisk udfordring. Det har Nationalbanken også beskrevet for nylig i en analyse af den økonomiske litteratur om grøn omstilling.

Dansk Industri (DI) kunne for nylig blot nå op på de 65 procent af CO2-reduktionen i deres økonomiske 2030-klimaplan. Vi mangler teknologi, som ikke er opfundet, for at nå derhen, er bagtæppet for regeringens klimamål.

Alligevel er der noget grundlæggende galt med præmissen for Steen Bocians synspunkter, som kan føre til, at der træffes forkerte og skadelige politiske beslutninger.

Et par eksempler:

I disse dage foregår, som det også fremgår af dagens avis, en ophedet debat mellem partierne om, hvorvidt Danmark skal stoppe for nye udvindinger af olie og gas i Nordsøen. I debatten lyder det blandt andet, at det vil være af stor symbolsk betydning at stoppe den ottende udbudsrunde i Nordsøen.

Det er muligt, som miljøvismand Lars Gårn Hansen siger, at politikerne bør vende skråen og analysere, om det giver mening i forhold til CO2-udledning i Danmark og verden omkring os at gennemføre en ny udbudsrunde.

Klimapolitikken må imidlertid aldrig være dikteret af symboler, men af den konkrete bundlinje for klimaet. Erhvervslivet må kæmpe imod skadelig symbolpolitik, der koster penge, job og vækst.

Et andet eksempel er meldingen fra analysechefen i CEPOS, Otto Brøns Petersen, som også til Børsen siger, at CO2-afgifterne skal flerdobles for at nå 70-procentsmålsætningen med færrest mulige økonomiske omkostninger.

Sådan en afgiftsstigning vil ikke give særlig meget provenu, fordi indtægterne forsvinder i ændret adfærd. Det er altså ikke en vej til at finansiere grøn omstilling, men kun til at sikre grøn omstilling.

Det centrale budskab fra den indsigt er, at det er centralt, at et eventuelt provenu føres tilbage til erhvervslivet i form af skatte- og afgiftslettelser, ligesom det er afgørende at skabe de bedst mulige rammevilkår for virksomhederne, så nye virksomheder med lavt CO2-aftryk kan erstatte de virksomheder, som forsvinder.

Der skal med sikkerhed træffes svære og kloge politiske beslutninger på Christiansborg, men klimapolitikken må bygge på den grundlæggende erkendelse, at intet land på jordkloden er bedre rustet til grøn omstilling end Danmark:

– Danmark har bundsolide statsfinanser og et råderum på statsfinanserne på 49 milliarder kroner i 2030.

– Danmark har et overskud på betalingsbalancen på seks procent af BNP. Der er betydelig plads til at øge investeringerne.

– Danmark har en pensionsformue på 199 procent af BNP, som kan bidrage til grøn omstilling.

– Danmark har en af verdens største og dybeste cleantechklynger med over 130.000 ansatte og er verdensledende inden for blandt andet vindkraft.

Hvilke lande i verden har det fundament for grøn omstilling? Man må spørge sig selv, hvordan Thailand eller Indien vil se på grøn omstilling, hvis læren af Danmarks grønne omstilling er færre job, mindre velstand og økonomisk stagnation.

Der er brug for økonomisk optimisme i klimadebatten.

Thomas Bernt Henriksen er Berlingskes erhvervspolitiske kommentator