Landets største bank forventer ikke at tjene helt så mange penge frem mod 2023 som tidligere forventet.
Det oplyser Danske Bank i forbindelse med sit regnskab for tredje kvartal.
Nedjusteringen af det langsigtede mål skyldes blandt andet en skærpet konkurrence i markedet og udgifter til complianceområdet, der skal sikre, at banken overholder lovgivningen i kølvandet på blandt andet hvidvasksagen.
Derudover peger banken på, at den såkaldte gældssag, hvor banken lavede fejl i tusindvis af kunders lån, har haft et væsentligt større omfang end forventet, og det har givet banken imageudfordringer særligt blandt privatkunderne i Danmark.
Danske Bank havde lovet sine investorer, at man i 2023 vil forrente egenkapitalen med ni til ti procent. Men nu sigter banken efter en egenkapitalforrentning på 8,5-9,0 procent. I de første ni måneder af 2021 lød den på 7,3 procent.
Fastholder forventning til 2021
Bankens samlede indtægter steg en anelse i tredje kvartal 2021 til 10,22 milliarder kroner mod 10,16 milliarder kroner i samme periode sidste år.
Der er særligt fremgang i indtægterne fra Danica Pension, der steg med 41 procent i tredje kvartal.
En del af bankens strategi er at nedbringe omkostningerne – blandt andet ved at digitalisere forretningsgange. Banken har i tredje kvartal nedbragt omkostningerne fra 6,3 milliarder kroner i kvartalet sidste år til 6,1 milliarder kroner i år.
På bundlinjen har banken et resultat efter skat på 3,3 milliarder kroner mod 2,1 milliarder kroner i tredje kvartal 2020. Forbedringen skyldes dog særligt, at der sidste år var store nedskrivninger på grund af coronakrisen.
I regnskabet fastholder Danske Bank sine forventninger til 2021. Banken forventer fortsat et resultat på over 12 milliarder kroner. Det vil være et markant fremskridt i forhold til det coronaramte 2020, hvor banken tjente 4,6 milliarder kroner.
Der er dog fortsat langt op til bankens rekordoverskud fra 2017, der lød på knap 20 milliarder kroner.