100.000 danskere kan ende med at slippe helt for topskat med nyt forslag: Nye tal dræber myter om skadevirkninger

R og K vil hæve grænsen for topskat med 44.000 kroner, så 100.000 danskere slipper helt fri af skatten. Nu viser beregninger en række overraskende virkninger af forslaget. Man er inde og ændre på incitamenterne for nogle af kernetropperne på arbejdsmarkedet, fremhæver professor i økonomi.

I slutningen af august gik De Konservatives Søren Pape Poulsen og De Radikales Sofie Carsten Nielsen overraskende sammen om et økonomisk udspil. Det gik på at hæve grænsen for topskatten med 44.000 kroner. Linda Kastrup

Regeringen er med statsminister Mette Frederiksen (S) i spidsen stærkt bekymret over den stigende ulighed i Danmark. Derfor udgiver finansministeren hvert år en redegørelse om uligheden i Danmark.

Hvis regeringen i forhandlingerne om »Danmark kan mere I« følger et forslag fra De Radikale og De Konservative og hæver topskattegrænsen med 44.000 kroner, vil det dog ikke kunne udløse mange linjer i den næste rapport om uligheden, der udkommer i dagene omkring 1. december.