Danskernes pengepung under angreb – stigende priser kan koste en månedsløn

Efter coronaepidemien er stigende inflation pludselig blevet en bekymring for danskerne. Nye beregninger viser, hvor hårdt den øgede inflation kan ramme danskerne. Det værste scenario ser ikke så rart ud.

Efter coronakrisen er det blevet dyrere at købe ind. Dyrere elektricitet var i september med til at give den højeste inflation i 12 år. Det får danskerne tro på deres egen økonomi både i dag og om et år til at falde. Signe Goldmann/Ritzau Scanpix (arkiv)

Der skal større sedler op af pungen næste gang, du går ned i supermarkedet. Inflationen er på vej op og nåede i september op på 2,2 procent i forhold til samme måned året før. Det er den højeste inflation siden 2012.

Efter en lang række år med næsten ingen eller meget lav inflation er stigende priser nu igen blevet et tema. Inflationen bliver i høj grad trukket i vejret af højere priser på energi.