Dansk topchef i svensk storbank overlever første runde i hvidvasksag

Bestyrelsen i Swedbank har tillid til adm. direktør Birgitte Bonnesen i sag om mulig hvidvask. Mens rapporten beroliger den danske topchef, så tyder det ifølge en hvidvaskekspert på, at Birgitte Bonnesen har reageret for langsomt. Banken vil nu foretage en dybere gennemgang i samarbejde med relevante myndigheder.

På baggrund af en foreløbig rapport er Swedbanks danske topchef, Birgitte Bonnesen, fredet af bestyrelsen, men banken kræver en dybere gennemgang. Fold sammen
Læs mere
Foto: Hossein Salmanzadeh/TT/Ritzau Scanpix

Sveriges ældste bank, Swedbank, der er havnet i en omfattende sag om mulig hvidvask, har fortsat tillid til sin topchef, danskeren Birgitte Bonnesen.

Swedbank offentliggjorde fredag morgen en længe ventet rapport om mulig hvidvask, som firmaet Forensic Risk Alliance (FRA) har udarbejdet på vegne af storbanken.

»Efter at have gennemgået FRA-opdateringen bekræfter bestyrelsen sin fortsatte tillid til den adm. direktør og hendes evne til at lede og styre bankens arbejde i kampen mod hvidvaskning af penge,« siger Lars Idermark, formand for Swedbanks bestyrelse, i en meddelelse.

I en 24 sider lang rapport udarbejdet af FRA er 50 Swedbank-kunder, som det svenske medie SVT har beskrevet som mistænkelige, blevet undersøgt. Her har der ifølge rapporten ikke været tegn på, at Swedbank skal have håndteret mistænkelige transaktioner. Alligevel har banken besluttet sig for at undersøge sagen nærmere.

»Bestyrelsen har besluttet at igangsætte en dybere undersøgelse i samarbejde med de relevante myndigheder,« siger Lars Idermark.

For en uge siden rapporterede SVTs undersøgende program »Uppdrag Granskning«, at der i en årrække frem mod 2015 skal være flydt op mod 95 mia. svenske kr. eller cirka 67 mia. danske kr. imellem Swedbank og Danske Bank i Baltikum.

For de 50 kunder i Swedbank, hvor der var flest advarselslamper, som tydede på hvidvask, skulle der ifølge Uppdrag Granskning have løbet beløb svarende til minimum 40 mia. svenske kr. eller godt 28 mia. danske kr. igennem.

Ifølge fredagens rapport er samtlige konti for de 50 selskaber lukket ned. Dog blev den sidste mistænkelige konto i Baltikum først lukket ned i maj 2017, mens den sidste af de mistænkelige konti i Sverige først blev lukket i juli 2018. Et af de mistænkelige selskaber åbnede endda en konto i Baltikum så sent som i maj 2017.

Pres på dansk topchef

Sagen om mulig hvidvask i Swedbank har de senere uger lagt et massivt pres på nuværende topchef Birgitte Bonnesen, der var chef for bankens forretning i Baltikum fra 2011-2014.

Forud for SVT og »Uppdrag Granskning«s afsløringer havde danskeren i meget tydelige vendinger afvist, at der skulle være noget af komme efter.

»Vi har kontrolleret alle de kunder, der er kommet ud af Danske Bank. Der er ingen af ​​dem, der har været eller er kunder i Swedbank,« sagde Birgitte Bonnesen i efteråret til SVT.

Swedbank og Birgitte Bonnesen afviste at stille op til interview med Berlingske fredag. Men ifølge SVT sagde Birgitte Bonnesen til Sveriges Radios »Ekot«, at »rapporten bekræfter hendes billede af, hvordan vi arbejder i banken«.

»Den gør mig meget rolig,« siger hun.

Det forstår Jakob Dedenroth Bernhoft, hvidvaskekspert og direktør i revisorjura.dk, ikke:

»Det har tidligere været fremme, at Birgitte Bonnesen allerede i foråret 2016 blev advaret om mangler i hvidvaskkontrollen i de baltiske lande. Først i maj 2017 og juli 2018 får banken lukket ned for de sidste af de 50 undersøgte, mistænkelige konti i henholdsvis Baltikum og Sverige. Det tyder på, at Birgitte Bonnesen har reageret for langsomt,« siger Jakob Dedenroth Bernhoft.

Under myndighedernes lup

I den seneste rapport benægter FRA ikke de svenske mediers afsløringer om Swedbank. FRA har imidlertid ikke haft adgang til undersøgelsesdokumenter og rapporter og skriver:

»Vores indledende og foreløbige observationer kan ændres, hvis der fremkommer yderligere oplysninger.«

FRA lægger selv op til, at der skal gennemføres en ny fase af undersøgelsen. Her foreslår FRA, at man blandt andet bør fokusere på at få klarlagt de relationer, som de 50 selskaber måtte have til moderselskaber, datterselskaber og lignende, ligesom man bør kigge nærmere på transaktionerne, som selskaberne har foretaget.

Swedbank har som nævnt allerede meddelt, at man vil gennemføre en dybere undersøgelse, uden dog at komme med nærmere detaljer om, hvad den skal indeholde. Derudover er både svenske og estiske myndigheder i færd med at undersøge banken i sagen om mulig hvidvask.