Dansk topchef hånet og hældt ned ad brættet i USA: »Du kan lige så godt bare forsvinde«

Det gik usædvanligt dårligt for den danske medicinaltopchef Kåre Schultz, da han onsdag aften deltog i et næsten fire timer langt krydsforhør i den amerikanske kongres. Kåre Schultz svarede udenom alle konkrete spørgsmål om sit selskabs medicinpriser i USA, hvilket til sidst resulterede i, at flere amerikanske politikere begyndte at håne ham.

Den amerikanske stjernepolitiker Alexandria Ocasio-Cortez var en blandt flere demokratiske kongresmedlemmer, der onsdag aften gik i kødet på Kåre Schultz. Mandel Ngan/AP/Ritzau Scanpix

Det blev en ualmindelig lang aften for den danske medicinalboss Kåre Schultz, der onsdag stillede op til et krydsforhør i den amerikanske kongres om tårnhøje priser på medicin i USA.

Den 59-årige topchef står i spidsen for den israelske medicinalgigant Teva og er kendt som en benhård problemknuser, der både kan klare og svare på det meste.