Som en stor edderkop i enormt spindelvæv har medicinalgiganten Teva dirigeret et skjult netværk af kopiselskaber, der over en periode fra 2013 til 2015 aftalte at hæve priserne på over 100 forskellige typer medicin.
Sådan lyder påstanden i hvert fald fra en samlet skare af 44 amerikanske stater, der i et søgsmål på 524 sider har udpeget Teva som hovedskurk i et ulovligt kartelsamarbejde, som blev koordineret gennem talrige korrespondancer via telefon og e-mail og videreudviklet under regelmæssige »industrimiddage«, fester og golfudflugter.