Et gigantisk kursfald i medicinalgiganten Teva får nu en større israelsk investor til at beskylde Kåre Schultz og en række andre topfolk i Teva for at skjule omfanget af to store sager, som ifølge anklagen skulle have kostet selskabets aktionærer milliarder.
I et omfattende søgsmål indleveret ved en distriktsdomstol i den amerikanske stat Connecticut bliver Teva og en række topfolk, herunder Kåre Schultz, anklaget for at have vildledt og afskåret investorerne fra centrale oplysninger om selskabets massive udfordringer, hvilket ifølge sagsanlægget skulle have medført, »at markedet, herunder sagsøgeren, købte Tevas værdipapirer til kunstigt oppustede priser«.