Dansk topboss er iskold efter hån og angreb fra Joe Biden-støtter: »Politikerne kan sige, hvad de har lyst til«

Medicinaltopchef Kåre Schultz blev ramt af en stribe verbale kindheste, da flere politikere fra Joe Bidens parti godt en måned før det amerikanske valg gik i kødet på den danske topchef under et fire timer langt krydsforhør om medicinpriser. Kåre Schultz siger nu, at han ikke mener, at de hårde ord var rettet personligt mod ham.

Den danske medicinalboss Kåre Schultz kom under meget hård beskydning fra demokratiske kongresmedlemmer under en høring om medicinpriser. Den 59-årige topdirektør tager dog det politiske bombardement ganske roligt. Arkivfoto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix Jens Nørgaard Larsen

Der var smæk for skillingen, da tre prominente medicinalbosser en måneds tid før det amerikanske valg tog plads i de varme sæder under en høring om høje priser på medicin i USA.

Det gik særligt hårdt ud over danske Kåre Schultz, der netop har rundet tre år som topchef for den israelske medicinalgigant Teva.

Undervejs i høringen blev flere kongresmedlemmer fra Demokraterne irriterede over, at den danske topchef ikke svarede på deres spørgsmål.

Det fik flere politikere til at lange ud efter den 59-årige dansker.

»Jeg orker ikke engang at stille dig mit spørgsmål. Du kan lige så godt bare forsvinde fra skærmen,« sagde demokraten Jimmy Gomez eksempelvis til Kåre Schultz med henvisning til, at høringen for de fleste deltageres vedkommende foregik via et videolink.

Hos Kåre Schultz gør de hårde politiske tacklinger ikke det store indtryk.

Jimmy Gomez sagde direkte, at han ikke orkede at stille dig flere spørgsmål, fordi han dybest set mente, at dine svar var så dårlige. Hvordan oplevede du det?

»Høringer i Kongressen er jo politiske. Jeg udtaler mig under ed og må kun sige sandheden og ikke andet end sandheden. Men politikerne kan sige, hvad de har lyst til. De er ikke underlagt begrænsninger om, at de ikke må sige noget, der kan være usandt,« siger Kåre Schultz.

Så du mener altså, at høringen var en form for politisk teater?

»De politikere, der udspørger dig, har fem minutter, hvor de kan sige, hvad de har lyst til. Det er i høj grad fem minutter, de bruger til at fremsætte politiske budskaber, som mere er rettet mod deres vælgere, end de er rettet mod ens person. Det skal man bare tage professionelt. Selvfølgelig har de ret til politisk at sige, hvad de har lyst til, men det betyder ikke, at det har nogen signifikant indflydelse på, hvad der bliver vedtaget af lovgivning i USA,« siger Kåre Schultz.

Men synes du, at politikernes spørgsmål var rimelige? Og kan du forstå, hvorfor flere af dem blev irriterede på dig?

»Det er jo, som jeg siger, en politisk proces, hvor de kan sige og spørge om, hvad de har lyst til. Og det er klart, at når de vælger at tage mig ind til høring i Kongressen, må de jo være opmærksomme på, at jeg kun har været i firmaet i tre år. Derfor kan jeg ikke udtale mig om forhold, der ligger 10-15 år tilbage,« siger Kåre Schultz.

Danske Kåre Schultz bliver sammen med to andre topchefer fra medicinalbranchen sværget ind forud for en høring om medicinpriser i Repræsentanternes Hus. POOL

Demokraten Jimmy Gomez modtog kort før det amerikanske valg en anbefaling fra den nyvalgte amerikanske præsident, Joe Biden, der beskrev Jimmy Gomez som en hårdtarbejdende politiker, der særligt »vil kæmpe for at sænke amerikanernes omkostninger til sundhed«.

I USA har Demokraterne historisk set lagt en hårdere linje end Republikanerne, når det gælder landets høje priser på medicin.

Demokraternes stjernefrø

Det var dog langt fra kun Jimmy Gomez, der under høringen i slutningen af september rettede sit skyts mod Kåre Schultz.

Også Demokraternes måske største stjerne, Alexandria Ocasio-Cortez, kom ind med et par hårde tacklinger.

Demokraternes stjernefrø Alexandria Ocasio-Cortez var en blandt flere kongresmedlemmer fra Joe Bidens parti, der under en høring om medicinpriser i september onsdag gik i kødet på den danske topchef Kåre Schultz. SAUL LOEB

Den 31-årige toppolitiker, som netop har fået et overbevisende genvalg til Repræsentanternes Hus, gik i kødet på den danske topchef med en ironisk bemærkning om, at hun var glad for, at han ville »stille sin viden og ekspertise til rådighed«.

Alexandria Ocasio-Cortez ville helt konkret vide, hvorfor priserne på en bestemt type Teva-medicin mod sklerose over en bestemt tidsperiode fra 2007 til 2009 blev sænket i Europa, mens det stik modsatte gjorde sig gældende i USA.

»Det har jeg ingen viden om. Det er mere end ti år før, jeg blev ansat i selskabet,« lød svaret fra Kåre Schultz, der prompte fik en knaldhård returbold tilbage.

»Jamen, det er helt fint. Heldigvis ved vi, at det er sådan, det forholder sig,« konkluderede Alexandria Ocasio-Cortez, der samtidig slog fast, at Teva fra 2007 til 2009 hævede prisen på den bestemte medicintype med 60 procent i USA.

Armlægning med Netanyahu

Det er langt fra første gang, at den danske topchef har stået midt i et politisk stormvejr.

Da Kåre Schultz kort efter sin ansættelse i Teva i november 2017 præsenterede en gigantisk spareplan med 14.000 fyringer satte det øjeblikkeligt gang i store uroligheder med vejblokader og strejker i Israel.

Efter flere dage med demonstrationer blev Kåre Schultz bedt om at stå skoleret på premierminister Benjamin Netanyahus kontor tirsdag 19. december 2017. Netanyahu ville have den danske topchef til at opgive et større antal fyringer på israelsk grund.

»Jeg tænkte, at det jo er en retsstat. Jeg skulle­ til møde med Netanyahu, fire af hans ministre og en lang række rådgivere. Og så tænkte jeg: Nu tager jeg bare alene derhen. Jeg ville forklare dem, hvordan tingene hang sammen, og gik ud fra, at de nok var rationelle i sidste instans. Og det var de så også,« har Kåre Schultz tidligere sagt til Berlingske om mødet med på den israelske premierministers kontor.