Dansk spilsucces køber sig ind hos konkurrent

»Subway Surfers«-bagmændene køber sig ind hos aarhusianske Funday Factory og skaber Danmarks største spiludvikler.

Den danske spilproducent SYBO, som står bag »Subway Surfers«, har købt sig ind i sin aarhusianske konkurrent og samarbejdspartner. Arkivfoto: Asger Ladefoged Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Selskabet bag den danske spilsucces »Subway Surfers«, SYBO, har købt 39 procent af det aarhusianske spilstudio Funday Factory og bliver dermed en af de største, danske spiludviklere.

De to virksomheder har arbejdet tæt sammen siden 2017, hvor Funday Factory har udviklet nye spil på baggrund af SYBOs spilunivers »Blades of Brim«. Med opkøbet, som der ikke er sat pris på, indtræder SYBOs administrerende direktør, Mathias Gredal Nørvig, i Funday Factorys bestyrelse. Hos Funday Factory bliver Anders Leicht Rohde i ejerkredsen, mens Kristian Bang Nørgaard bliver ny partner og fortsætter som direktør.

»Danmark har brug for flere fyrtårne i spilindustrien, hvis vi for alvor skal gøre os gældende i den internationale superliga. Tilsammen udgør SYBO og Funday Factory nu den største udvikler i Danmark, men der er stadig et stykke vej, hvis vi for eksempel ser på Finland og Sverige,« siger Mathias Gredal Nørvig fra SYBO om baggrunden for opkøbet.

Danmark skal stå bedre internationalt

Finland og Sverige er de store, nordiske spilsucceslande, som Danmark gennem flere år gerne har villet kunne måle sig med.

SYBO-topchefen håber med opkøbet at kunne bidrage til at gøre Funday Factorys produkter gjort mere internationale.

SYBO står sammen med Kiloo bag »Subway Surfers«, der er hentet flere end 2,1 milliarder gange og har gennem de seneste år udvidet forretningen til også at omfatte en animeret serie og til at sælge rettigheder til at producere varer med de kendte figurer og universer på.

Det otte år gamle Funday Factory laver blandt andet mobilspil sammen med Lego, Kiloo og Hugo Games. Funday Factory lancerer i løbet af dette kvartal sit egetudviklede spilunivers oven i de godt 25 allerede udgivne spil.