Googles nye spiltjeneste åbner i november

Internetgigantens bud på en spillenes Netflix vil koste 69 kroner om måneden i Danmark, men der vil være flere begrænsninger for at være med.

Googles spiltjeneste Stadia åbner til november i bl.a. Danmark, i første omgang udelukkende som månedlig abonnementstjeneste, men fra 2020 også med mulighed for blot at kunne købe spil styk for styk – dog ikke i lige så høj billedkvalitet. Her ses forrest Googles egenudviklede controller, som man dog ikke behøver for at kunne spille. Justin Sullivan/Getty Images/AFP/Scanpix

November bliver premieredatoen på Googles forsøg på at tilbyde spillenes svar på Netflix – adgang til computerspil over nettet til fast, månedlig betaling på 69 kroner.

14 lande, heriblandt Danmark, er på premierelisten for Stadia. Spiltjenesten vil fungere over nettet og kun i Googles egen internetbrowser Chrome og lægger for med 31 spil fra både store navne som Ubisoft, Electronic Arts og Warner Bros samt mindre spiludviklere. Stadia kan bruges på PCer og tablets samt på de to Google-mobiltelefoner Pixel 3 og 3A, men fra begyndelsen ikke på andre telefoner. TV-skærme kan kobles på gennem Googles trådløse Chromecast-teknologi, som spejler telefonens eller PCens skærmbillede til den større og bedre fladskærm.