Dansk smykkekæmpe dropper naturlige diamanter – vil fremover kun bruge laboratoriefremstillede

Det er slut med naturlige diamanter fra miner i Pandoras smykker, som fremover kun vil være med syntetisk fremstillede diamanter. Det handler både om bæredygtighed, klimaaftryk og økonomi, forklarer topchef Alexander Lacik.

Pandoras smykker sælges over stort set hele kloden fra flere end 7.000 udsalgssteder. Hvis man vil have Pandora-smykker med diamanter, bliver det fremover af den syntetiske slags, der er fremstillet i et laboratorium. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ints Kalnins/Reuters/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den danske smykkegigant Pandora, der er til stede i flere end 100 lande og har i alt 26.000 ansatte, dropper nu brugen af naturlige diamanter fra miner i sine smykker. Fremover vil Pandora således kun anvende syntetiske diamanter fremstillet i laboratorier.

Det fortæller selskabet tirsdag i forbindelse med offentliggørelsen af regnskabet for årets første kvartal, der viser en god start på 2021.

Samtidig med udfasningen af naturlige diamanter lancerer Pandora sin første kollektion med laboratoriefremstillede diamanter ved navn Pandora Brilliance.

Virksomhedens administrerende direktør, svenske Alexander Lacik, forklarer, at beslutningen om at gå fra naturlige til syntetiske diamanter handler om bæredygtighed, klimaaftryk, innovation og økonomi.

Laboratoriefremstillede diamanter er fremstillet på næsten samme måde som naturlige diamanter fra miner. De produceres under højt tryk ved høje temperaturer, og de har samme kemiske sammensætning som naturlige, hvorfor de også bliver anset for at være ægte diamanter. I modsætning til naturlige diamanter fra miner tager det dog dage frem for op til milliarder af år at fremstille dem.

I takt med at teknikkerne til fremstilling er blevet forbedret, er kvaliteten og størrelsen af de syntetiske diamanter steget, mens priserne er faldet, så de i dag er langt billigere end de naturlige alternativer.

»Et nyt produkt som Pandora Brilliance er en stor investering. Vi tror, vi har et attraktivt koncept, som vil gøre diamantsmykker tilgængelige for et bredere publikum. Samtidig har vi en ambition om at mindske vores klimaaftryk,« siger Alexander Lacik og uddyber:

»Vores diamanter er produceret med 60 procent vedvarende energi, og når vi næste år lancerer kollektionen globalt, regner vi med at nå 100 procent. Sammen med andre forbedringer, for eksempel øget brug af genanvendt guld og sølv, forventer vi, at det vil nedbringe aftrykket fra et Brilliance-smykke til 400 gram CO2. Det er mindre end en caffe latte.«

Topchefen forklarer, at Pandora de seneste år udelukkende har brugt diamanter i selskabets såkaldte limited edition Club Charm, som er solgt i cirka 50.000 eksemplarer årligt.

»Det kan lyde af mange, men skal sammenholdes med, at vi solgte over 85 millioner smykker sidste år. Vi forventer, at de fremadrettet kan spille en mere fremtrædende rolle i vores sortiment,« siger Alexander Lacik.

Vil du generelt opfordre andre smykkeproducenter, forhandlere og virksomheder til at droppe brugen af naturlige diamanter og skifte til udelukkende laboratoriefremstillede versioner?

»Det skal jeg ikke gøre mig til dommer over, men vi kan se, at den del af markedet vokser. Vi har valgt at bruge laboratoriefremstillede diamanter, fordi det gør det muligt for os at tilbyde smykkerne til en virkelig god pris, og fordi det bidrager til vores klimamålsætning,« siger Alexander Lacik.

I første omgang lanceres den nye kollektion om få dage i Storbritannien med en planlagt global lancering i 2022.