Lars Marcher stikker hovedet ud af en rød bygning på Refshaleøen. Et fast greb i døren sikrer, at vinden ikke tager den, mens han rækker Berlingske et gæsteparkeringskort til værn mod årvågne p-vagter.
Selvom der kun er godt 20 kilometer ud til Ambus hovedkontor i Ballerup, hvor han som administrerende direktør for medicinalvirksomheden havde sin gang i 11 år frem til 2019, er det en helt anden verden. Fra tusinder af ansatte på tværs af Europa, Nordamerika og Asien til sig selv på kontoret over for Marinestation København, han har indrettet sig i.