Dansk oliemilliardær er død

Nekrolog. Opfinderen, oliemilliardæren og hestemanden Jørgen Hallundbæk er død, 59 år.

Forretningsmand og hesterytter Jørgen Hallundbæk døde søndag. Han blev 59 år. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Astrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

59-årige Jørgen Hallundbæk, der stiftede det succesfulde robot- og olieselskab Welltec, døde søndag.

Erhvervsmanden, der også har begået sig i dansk og international hestesport, efterlader sig hustru Marianne Hallundbæk og deres to børn, 23-årige Emil og 22-årige Clara.

»Vores kære mand og far, Jørgen Hallundbæk, er ikke længere blandt os. Jørgen var før noget en strålende visionær og en kærlig mand og far. En forretningsmand og rytter med en enorm passion, og hans kærlighed til heste, avl, sporten og hans kære familie vil blive husket,« skriver familien i et opslag på Facebook.

Med Welltec opfandt Hallundbæk en metode, som gav olieindustrien bedre og billigere metoder til at få olie op på. Det gjorde selskabets robotter populære blandt de store olieselskaber.

Virksomheden tjente i perioder masser af penge, gjorde familien til milliardærer, og betød at de havde en fast plads på listen over Danmarks 100 rigeste.

Solgte til italienere

2015 solgte Jørgen Hallundbæk en del af Welltec til den italienske Agnelli-familie, der er stifterne af Fiat og ejer Ferrari-fabrikkerne. Dengang blev Welltec værdisat til omkring otte milliarder kroner, og Hallundbæk-familien sad fortsat med aktier til en værdi af omkring 3,5 milliarder kroner

Juni 2021 valgte Jørgen Hallundbæk at sælge den sidste del af sit livsværk til italienerne. På det tidspunkt havde selskabet været påvirket af et sværere oliemarked.

Jørgen Hallundbæk havde en stor interesse for heste. Tidligere havde han selv været en aktiv rytter og redet ved flere internationale stævner.

Hans søn, Emil, har samme interesse og havde sikret sig en plads ved OL i Tokyo, hvor han skulle have været første danske OL-springrytter i 16 år. Men corona satte en stopper for den deltagelse.

På Facebook skriver familien, at Hallundbæk kæmpede med mentale problemer.

»Efter en lang kamp med psykisk sygdom tabte han desværre kampen mod de indre dæmoner,« hedder det i opslaget.

Welltec har i dag cirka 800 ansatte i 22 lande.