Et samlet tab på over 800 mio. kr. over tre år i moderselskabet er mere, end de fleste kan holde til. Allerød-iværksætteren Jørgen Hallundbæks virksomhed Welltec tabte i 2017 294 mio. kr. før skat, og de to foregående år kunne tabet ligeledes tælles i trecifrede millionbeløb. Welltec leverer udstyr til olieindustrien, som de seneste år har været kriseramt, selvom olieprisen har rettet sig noget.

»Et år til på den måde - så går det nok ikke længere,« siger Ejlif Thomasen, som gennem mere end 25 år har analyseret regnskaberne fra Danmarks rigeste familier for Børsen og Berlingske. Han henviser til, at egenkapitalen i Welltecs moderselskab  er skrumpet fra 678 mio. kr. i 2014 til bare 61 mio. kr. for regnskabsåret 2017. »Et nyt trecifret milliontab vil erodere egenkapitalen i virksomheden,« påpeger han.