Dansk mobilkæmpe splittes op i to selskaber

Danmarks tredjestørste teleselskab, 3, skiller ejerskabet af sine master ud i et nyt selskab.

3 har 1.275 master i Danmark. Disse bliver nu lagt ud i et selvstændigt selskab. Fotograf Carsten Andersen

Mobilselskabet 3 kopierer nu sin store konkurrent, TDC, og splitter sig op i to selskaber, så ejerskabet og håndteringen af 3s master håndteres af et nyt selskab, der håber at få en god forretning ud af mulighederne.

HI3G Networks, som det nye selskab hedder, skal stå for 1.275 master, lejekontrakterne på jord og arealer, alle elinstallationerne, teknikhuse og kølesystemer og får den 44-årige Morten Ekebjærg Petersen, som har været hos 3 i 15 år, som chef.

Der er et nyt marked

»Vi laver denne reorganisering, fordi vi gerne vil fokusere mere på, hvordan vi bedst kan optimere og kapitalisere på vores infrastruktur. Ligesom i mange lande er der i Danmark ved at danne sig et selvstændigt marked for etablering og servicering af master, og vi mener, at vi kan blive skarpere på dette område ved at dedikere indsatsen i en selvstændig organisation,« siger Morten Christiansen, der er er administrerende direktør for 3 i Danmark og samtidig 3s skandinaviensdirektør.

Det nye selskab overtager den såkaldt passive infrastruktur, hvor det »gamle« 3 stadig vil stå for kunderne, radioudstyret, antenner og sikring af de nødvendige mobilfrekvenser. Det er også fortsat her, at et mobilselskab uden eget net skal indgå aftale om at kunne bruge 3s netværk.

3 er Danmarks tredjestørste teleselskab efter TDC og Telenor og driver et af de tre landsdækkende mobilnet i Danmark. TDC har det andet og Telenor sammen med Telia det tredje i fællesskab – etableret i 2014 for at kunne dele regningen.

TDC blev for to år siden splittet op i to separate selskaber, da tre danske pensionskasser sammen med den australske kapitalfond Macquarie købte telegiganten. TDC Net er nu det selskab, der driver alle TDCs mobile og faste net og kan sælge adgang til andre end TDCs egne selskaber, mens Nuuday er det andet TDC-selskab med ansvar for alle privat- og erhvervskunder og med YouSee som det største underselskab. De to TDC-selskaber arbejder helt selvstændigt af hinanden, hvilket ikke bliver tilfældet med 3s model.

»Fra start med en god mængde ordrer«

Morten Ekebjærg Petersen ser frem til at kunne gøre 3s master til en selvstændig forretning.

44-årige Morten Ekebjærg Petersen bliver administrerende direktør for det nye HI3G Networks, som skal stå for 3s master i Danmark. Han begyndte som regnskabsassistent hos 3 i 2005 og har beklædt flere stillinger i selskabet. Han bor i Tårnby og er gift med Cecilia, som han har to døtre med.  Fotograf Carsten Andersen

»Vi kommer fra start med en god mængde ordrer fra 3 på nye master, der skal etableres. Vi ser også flere muligheder i at udvide forretningen ved eksempelvis at tilbyde andre virksomheder plads i vores eksisterende master og øvrige infrastruktur,« siger han.

HI3G Networks bliver et søsterselskab til 3, der officielt hedder HI3G Danmark og også driver lavprismobilselskabet Oister.

3 står over for at skulle i gang med den nye 5G-mobilteknologi, som betyder højere datahastigheder, stort set ingen forsinkelser på dataoverførslen og giver en større kapacitet i mobilnettene, så der er plads til den voksende datatrafik, uden at der kommer trafikpropper.

3 havde ved udgangen af juni 2020 i alt 1,45 millioner mobilkunder i Danmark.