Telia-kunder vil kunne bruge 5G-telefonen i Norden og Baltikum

Den svenske telegigant åbner fra 30. juni for, at kunder med 5G-telefoner også kan bruge de lynhurtige forbindelser på Telias net i andre lande – også Danmark, når der åbnes her. TDC vil ikke kræve tillægspris for at bruge 5G.

Svenske, norske og finske mobilkunder hos Telia kan fra 30. juni bruge 5G-forbindelserne i de andre nordiske lande, og danskerne vil følge efter, så snart Telia åbner 5G-net i Danmark. Valery Hache/AFP/Ritzau Scanpix

Mobilkunder hos den svenske telegigant Telia vil automatisk kunne bruge deres kommende 5G-dækning, ikke kun i Danmark men i Norden og de baltiske lande, så snart 5G-mobilnettene åbner i alle lande.

Det oplyser Telia-koncernen tirsdag morgen som led i, at Telias finske, norske og svenske mobilkunder med 5G-adgang fra tirsdag den 30. juni også kan tage telefonen med til andre lande og blive koblet på de lynhurtige mobilforbindelser, hvis de findes.