Dansk iværksætterkomet rejser astronomisk beløb og kommer i eksklusivt selskab: »Man skal turde sigte mod månen«

For tredje gang har Pleo med sin firmakortløsning rejst et trecifret millionbeløb. Denne gang er størrelsen på investeringen så enorm, at virksomheden med Jeppe Rindom i spidsen opnår en prestigefyldt status, hvilket blot få danske techselskaber har formået tidligere.

Jeppe Rindom, topchef og medstifter af den danske virksomhed Pleo, har store armbevægelser. »Vi tror på, at vi på sigt kan bygge den største finansielle institution i Danmark,« siger han. Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix

Det er sket meget få gange i nyere danmarkshistorie.

At et danskstiftet iværksætterselskab er kommet så højt op at flyve, at det har opnået status som såkaldt unicorn eller enhjørning på dansk. Det er betegnelsen for iværksættervirksomheder, der har en værdiansættelse på over en milliard dollar eller cirka 6,3 milliarder kroner.