Erhvervsstyrelsen iværksætter nu en undersøgelse for at finde ud af, om Rockwool har brudt EUs sanktioner mod Rusland.
Det sker i kølvandet på, at Danwatch og Ekstra Bladet har kunnet fortælle, at den danske isoleringsgigant har tjent millioner af kroner på, at selskabets produkter mellem 2015 og 2020 er havnet i forskellige militære projekter under det russiske forsvarsministerium.
Erhvervsstyrelsen bekræfter i en e-mail til Berlingske, at der nu begyndes en undersøgelse, der ud over mulige brud på sanktionerne også skal klarlægge, om der er sket brud på reglerne om dual-use, som er produkter, der både kan anvendes civil og militært.
»Erhvervsstyrelsen kan bekræfte, at styrelsen vil undersøge de konkrete forhold nærmere,« lyder det i en skriftlig kommentar.
Rockwool brugt til russiske krigsskibe
Rockwool har ifølge Danwatch »tjent millioner på Putins krigsmaskine«, blandt andet ved at selskabets russiske samarbejdspartnere i mindst 21 tilfælde har leveret Rockwool-produkter til skibsværfter, som udfører store ordrer på vegne af det russiske forsvarsministerium.
I alt er der leveret produkter for 123 millioner rubler, skriver Ekstra Bladet og Danwatch. Det svarer til omkring 11,5 millioner kroner. Det fremgår blandt andet af en af kontrakterne, at der er blevet leveret produkter fra Rockwool til værftet bag flådeskibet »Vsevolod Bobrov«.
Skibet er en del af Sortehavsflåden i Rusland, der ifølge Danwatch har spillet en aktiv rolle i det blodige slag om den strategisk vigtige ø Slangeøen, som Rusland invaderede på krigens første dag.
Desuden har store mængder Rockwool ifølge medierne været brugt i konstruktionen af fire bevæbnede antisabotageskibe, der i 2017 overgik til den russiske flåde, ligesom Rockwool i Rusland har reklameret med, at der blev brugt Rockwool til at lydisolere det russiske forsvarsministerium i 2015.
Politiker opfordrer til boykot
Rockwools kommunikationschef, Michael Zarin, oplyser i en skriftlig kommentar til Berlingske, at virksomheden ikke er »blevet kontaktet af Erhvervsstyrelsen«. Han afviser, at Rockwool har et »kundeforhold til den russiske regering eller andre offentlige enheder«.
»Vi respekterer fuldt ud de til enhver tid gældende sanktioner. Alene i Europa distribuerer vi mere end 120 millioner pakker stenuld om året. Vores produkter er bredt tilgængelige på det russiske marked via en lang række distributører. Derfor er det også umuligt for os at vide eller have nogen form for kontrol over, hvem alle slutbrugerne er,« skriver Michael Zarin.
I slutningen af 2022 fortalte topchef Jens Birgersson til Berlingske, at han fortsat vil holde fast i beslutningen om at fortsætte produktionen af stenuld i Rusland trods massiv kritik.
»Rusland starter krigen mod Ukraine, så hvorfor skulle vi belønne det russiske regime eller andre konkurrenter i landet med en gave i form af vores teknologi til en værdi af flere milliarder danske kroner?« lød det fra Jens Birgersson.
Senest har Venstres Jan E. Jørgensen over for Berlingske opfordret danske forbrugere til at Boykotte Rockwool, efter at topchef Jens Birgersson udtalte til Børsen, at der findes scenarier, hvor selskabet ville forlade Rusland, »som for eksempel et atomangreb«.