Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Der følger en ekstra pengegave til aktionærerne i Tryg.
Danmarks største forsikringsselskab vil nu betale udbytte på 5,25 kroner per aktie, svarende til ca. 1,6 milliarder kroner. Det oplyser selskabet i en fondsbørsmeddelelse mandag morgen.
Meddelelsen kommer, få dage efter at Tryg har vist interesse i en af sine største konkurrenter på det danske marked.
Sammen med canadiske Intact Financial har Tryg sendt en forespørgsel på en potentiel overtagelse af det britiske forsikringsselskab RSA Insurance Group, der blandt andet ejer Danmarks tredjestørste forsikringsselskab, Codan Danmark.
I en handel til i alt 60 milliarder kroner, fordelt på 35 milliarder kroner fra Tryg og 25 milliarder kroner fra Intact Financial, er planen, at Tryg skal overtage RSAs svenske og norske aktiviteter, mens man i fællesskab med Intact Financial vil overtage RSAs danske aktiviteter og drive dem som et joint venture.
En anden prognose
Det kan måske virke overraskende, at Tryg så samtidig vælger at udbetale milliardudbytte.
»Det skyldes i vores optik, at købsprocessen fortsat er i sin indledende fase, hvor afvigelser fra udbyttepolitikken vil virke forhastet på nuværende tidspunkt. Samtidig er Tryg en udbytteaktie, og der skal derfor meget til, før Tryg i det hele taget vil afvige fra den ordinære udbyttebetaling,« siger Mikkel Emil Jensen, aktieanalytiker i Sydbank.
Udsigten var helt anderledes dyster, da Tryg i marts suspenderede udbyttebetaling. Samtidig meddelte selskabet, at man overgik til helårsudbytte for 2020 som følge af udbruddet af covid-19, der var kendetegnet ved ekstreme rystelser i kapitalmarkederne og øget regulatorisk pres på tværs af Europa.
Nu meddeler Tryg, at selskabets forretningsmodel har vist sig at være »meget modstandsdygtig på trods af udfordrende tider, og selskabets balanceopgørelse og solvensposition har været meget solid igennem hele perioden«.
Aktien vil blive handlet eksklusive udbytte i morgen, tirsdag, og pengene vil blive udbetalt torsdag.