Tryg går efter Codan i spektakulært træk – vil myndighederne tillade en sådan gigant?

I en handel til i alt 60 milliarder kroner vil Tryg sammen med canadiske Intact Financial overtage britiske RSA Insurance Group, som ejer Codan. Briternes bestyrelse er positivt indstillet over for den gigantiske handel.

Morten Hübbe har været administrerende direktør for danmarks største forsikringsselskab, Tryg, siden 2011. Nu vil han lægge 35 milliarder kroner for at katapultere Tryg op i en ny liga. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Et amerikansk præsidentvalg i flammer, en de facto-udryddelse af hele den danske minkbranche af frygt for en muteret coronavirus og en nedlukning af det meste af Nordjylland.

Nyhedstrykket er i disse dage så massivt, at ting, der førhen gav anledning til breaking news og avisforsider, risikerer at drukne i nyheder, som er endnu større og samfundsindgribende.

Tag nu bare forsikringsselskabet Tryg.

Torsdag aften annoncerede Danmarks største forskringsselskab pludselig, at man i et spektakulært træk har meddelt det britiske forsikringsselskab RSA Insurance Group, at danskerne sammen med canadiske Intact Financial kan være interesseret i at købe rub og stub – og at man står klar med den helt store pengekat åben.

I en handel til i alt 60 milliarder kroner, fordelt på 35 milliarder kroner fra Tryg og 25 milliarder kroner fra Intact Financial, er planen, at Tryg skal overtage RSAs svenske og norske aktiviteter, mens man i fællesskab med Intact Financial vil overtage RSAs danske aktiviteter og drive dem som et joint venture.

Her bliver det særlig interessant set med danske briller.

RSA ejer nemlig Codan, det tredjestørste forsikringsselskab i Danmark. Med Tryg som nummer ét, der har appetit på at sluge Codan som nummer tre, vil man positionere sig milevidt foran konkurrenterne på størrelse. Kundebasen vil ramme cirka 5,3 millioner kunder.

»Bliver handlen en realitet, vil vi opnå stærke markedspositioner i Danmark, Norge og Sverige, der gør Tryg til det største børsnoterede skadeforsikringsselskab i Skandinavien,« fortæller koncerndirektør i Tryg Morten Hübbe i en pressemeddelelse.

RSA-bestyrelsen nikker ja

Danskerne og RSA nu er i gang med en grundig due diligence-proces (at kigge hinandens forretninger efter i sømmene).

»Der er stadig et stykke vej, før vi er i mål, men vi er kommet langt og har nu nået en vigtig milepæl. Jeg vil gerne kvittere for den positive dialog, vi har haft med RSA, som vi ser frem til at fortsætte,« siger Morten Hübbe i meddelelsen fra Tryg.

Nok så vigtigt lyder det samtidig, at bestyrelsen i RSA allerede har indikeret over for Intact og Tryg, at man er indstillet på at anbefale det samlede bud på 60 milliarder kroner over for RSAs aktionærer.

Ligesom når snakken i øjeblikket falder på myndighedernes coronahjælpepakker, hvor milliarderne flyver rundt i luften, kan tallene være svære at forholde sig til som menigmand.

Til sammenligning kan det nævnes, at da A.P. Møller - Mærsk i 2017 solgte hele sin olieforretning Maersk Oil til franske Total og i den historiske handel gav nøglerne til den danske del af Nordsøen væk til udlandet, lød handlen på 47 milliarder kroner.

Svært at se andre komme til

RSA har længe været set som et opkøbsmål, efter at man i 2015 var tæt på at indgå en handel med schweiziske Zurich Insurance.

Aktieanalytiker hos Citigroup James Shuck, siger til Financial Times, at han har svært ved at se en anden byder poppe frem nu, hvor konsortiet med Tryg og Intact Financial har lagt kortene på bordet.

»Et rivaliserende konsortium bestående af Avivia og Sampo kunne have givet mening, men ingen af de selskaber er i en position til at gøre noget sådant lige nu,« siger James Shuch og tilføjer:

»Enhver rivaliserende byder vil have meget svært ved at matche tilbudsprisen, når man tager størrelsen på de forventede synergier til det eksisterende konsortium i betragtning.«

Tryg forventer årligt at hente omkring 900 millioner kroner i synergier fra købet uden at komme nærmere, præcis hvor det skal hentes.

I kølvandet på meddelelsen fra RSA om det indikative købstilbud skød den britiske aktie i vejret med hele 45 procent.

Vil myndighederne også nikke ja?

I en kommentar til nyheden sætter Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet, spørgsmålstegn ved, om konkurrencemyndighederne i Danmark vil godkende købet, eller om Tryg vurderes at blive for store.

Det kan være det, som selskabet allerede forsøger at tage højde for, ved at man agter at drive Codan i Danmark i fællesskab med Intact Financial.

Vender myndighederne tommelfingeren ned for den foreslåede konstruktion, kan Tryg eksempelvis blive tvunget til at foretage frasalg, før handlen kan gennemføres.