Danmark holder national »cybersikkerhedsmåned« hele oktober

Et klik kan være forskellen på succes og katastrofe. Derfor skal danskerne være bedre klædt på til at beskytte sig mod hackere. En månedlang kampagne med masser af aktiviteter skal sprede viden.

Danskerne er i højrisikozonen for at blive ramt af hackerangreb. En lang række aktiviteter i oktober skal højne vores viden om, hvordan vi beskytter os selv og dermed alle andre. Arkivfoto: Iris/Ritzau Scanpix Andriy Popov

Danskerne skal blive meget bedre til digitalt at beskytte sig selv og deres informationer, både derhjemme og på arbejdspladsen. Derfor er oktober udnævnt til national cybersikkerhedsmåned, hvor mindre virksomheder også kan søge om 25.000 kroner til at få et IT-sikkerhedsløft, og hvor håbet er at skabe større åbenhed om det, som rammer mange og kan få meget alvorlige konsekvenser, når man mister data.

Et hackerangreb mod høreapparatvirksomheden William Demant i september kostede således selskabet 550-650 millioner kroner.