Året var 1994. Jeff Bezos havde fået en idé, og som 30-årig sagde han sit job på Wall Street op og satsede. På en tur i bil på tværs af USA til Seattle i landets nordvestligste hjørne griflede Bezos på sin forretningsplan, mens fru Bezos sad ved rattet.
25 år senere er Amazon vokset fra en netbutik, der kun solgte bøger, til en kolos, der som Sydamerikas mægtigste flod har flået alt med sig – eksplosionen i nethandel, udviklingen af imponerende effektiv distribution og logistik, der bringer varer fra hele verden til vores dør på rekordtid, revolutionen i e-bøger og netstreaming af musik, film og TV, brug af droner, robotter og kunstig intelligens og det markante skift til cloudsystemer, der har gjort meget af vores digitale infrastruktur netbaseret.