Carlsberg: Det kan tage op til 12 måneder at sælge russisk forretning

Den danske bryggerikoncern skal måske bruge helt op mod et år, før de russiske forretninger er solgt.

Det kan tage op til et år, før Carlsberg er ude af Rusland. Fold sammen
Læs mere
Foto: Alexander Demianchuk/Reuters/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det kan tage op til 12 måneder at komme af med den russiske forretning, som Carlsberg har valgt at sælge på grund af krigen i Ukraine.

Det oplyser det danske bryggeri onsdag, samtidig med at Carlsberg nedjusterer forventningerne.

Tidligere onsdag skrev det førende russiske erhvervsmedie Kommersant, at Carlsberg kunne være på vej til at sælge de russiske forretninger til Efes AB InBev, der er et joint venture mellem verdens største bryggerikoncern AB Inbev, som blandt står bag Budweiser, og det tyrkiske selskab Anadolu Efes. Efes AB InBev er Ruslands største ølproducent lige foran Carlsberg.

Men nu skriver Carlsberg, at processen kan tage op til et år.

»Afhændelsen af den russiske forretning kan tage op til 12 måneder og vil have adskillige implikationer på gruppens finansielle rapporter,« skriver Carlsberg i meddelelse til fondsbørsen.

Det danske bryggeri oplyser, at det igen er klar med forventninger til hele året, efter at selskabet i begyndelsen af marts suspenderede dem efter Ruslands invasion af Ukraine.

Bryggeriet forventer nu en organisk udvikling i driftsresultat (ebit) på minus to til fem procent i 2022. Før forventningerne blev suspenderet, regnede Carlsberg med en vækst på op til syv procent

Udgangspunktet for forventningerne er resultat for 2021 der – fraregnet den russiske forretning – var 10,1 milliarder kroner.

Carlsberg understreger, at forventningerne er forbundet med markant mere usikkerhed end normalt.

Rusland har siden 2008 været et vigtigt marked for Carlsberg, efter at bryggeriet sammen med Heineken købte den britiske konkurrent Scottish & Newcastle. Handlen, der dengang var det største virksomhedsopkøb nogensinde i Danmark, betød, at Carlsberg kom til at sidde på Baltika, der var den største ølproducent i Rusland.

Siden har den russiske forretning mistet betydning for Carlsberg, hvor særligt Asien har vist stor fremgang. I dag står Rusland for ti procent af omsætningen i Carlsberg og fem procent af indtjeningen.

Carlsberg har i Rusland otte store bryggerier og beskæftiger flere end 8.000 ansatte.