Businessupdate: Indbringende år for Karsten Ree: Gevinst på 902 millioner kroner
Berlingske Business viser vejen til de vigtigste historier om økonomi og virksomheder.

Berlingske Business viser vejen til de vigtigste historier om økonomi og virksomheder.

God eftermiddag, og velkommen til denne dugfriske Business-update.
Som altid opdaterer vi dig på de centrale historier om dansk erhvervsliv og økonomi, så du kan gå velinformeret ud i sommervejret.
Lad os bare komme i gang – god læselyst.
Erhvervsmanden Karsten Ree har fået en god gevinst på sine højrisikable investeringer i 2019.
Det skriver Børsen på baggrund af regnskaberne for hans tre holdingselskaber, Karsten Ree Holding A, B og C.
Det største af selskaberne, Karsten Ree Holding B, kom med regnskab i denne uge og viste et overskud på 655 millioner kroner.
De to andre holdningselskaber kom med regnskab i maj, og samlet set kan de fremvise en gevinst på 902 millioner kroner.
Det positive resultat står i kontrast til 2018, hvor han tabte 400 millioner kroner på sine aktier.
Det vil kunne indbringe et større milliardbeløb, hvis ingrediensvirksomheden Chr. Hansen vælger at sælge divisionen Natural Colors. Det skriver Jyllands-Postens erhvervsmedie Finans.
Topchef Mauricio Graber siger til avisen, at alle muligheder holdes åbne.
»Jeg har ingen tvivl om, at der vil være god interesse for aktivet,« siger den adm. direktør i Chr. Hansen.
Hvis man sammenligner med andre store handler inden for området, IFF’s køb af Frutacom og Givaudans køb af Naturex, vil et forsigtigt bud ifølge Børsen være en købspris på 6 milliarder kroner.
1. København har det største antal tomme butikker i 17 år: »Jeg vil gerne love, at butikkerne ikke forsvinder«
Der er blevet kortere og kortere mellem de tomme butikslokaler i København de sidste par årtier. Samtidig er priserne på vej ned, og detailbranchen står midt i en omvæltning, der har taget fart under coronakrisen.
Alligevel er flere erhvervsmæglere optimistiske for fremtiden. Berlingskes Sebastian Persson skriver om de tomme butikker, og følger op med denne:
2. Dansk startup i kamp mod tomme butiksvinduer: Se kunstudstillinger fra fortovet
De mange tomme butikslokaler i København og resten af landet bør ikke stå øde hen, mener den danske deleplatform Spotly.
Under coronakrisen har startuppen lanceret et nyt initiativ, der forener kunst og andet kreativt indhold med de tomme lokaler.
I juni kunne man eksempelvis se på kunst i Nørrebros tomme butikker, skriver Sebastian Persson.
3. Ny analyse: Disse banker har sat boligrenterne mest ned
Kampen om kunderne har fået renten på banklån til boliger til at falde i hovedstadsområdet. Det konkluderer Finanstilsynet i en ny analyse.
Analysen peger på en øget konkurrence på den yderste belåning. Det er den del af belåningen, der ligger ud over realkreditlånene, og som har andenprioritet i rækkefølgen af kreditorer.
Dermed har den del af belåningen større risiko, og det er netop anledningen til Finansrådets analyse. Det skriver Berlingskes Povl Dengsøe.
4. Nyt stærkt kongetal fra USA: »Den største jobvækst, der nogensinde er registreret«
Det såkaldte kongetal viser en jobvækst i USA på 4,8 millioner personer i juni. Det er bedre end forventet af økonomer.
»Det er den største jobvækst, der nogensinde er registreret i statistikkens levetid siden slutningen af 30’erne,« siger Tore Stramer, der er cheføkonom hos Dansk Erhverv.
Trods den flotte jobbækst, er der stadig tale om et »massivt jobtab« under coronakrisen og derfor »ingen grund til jubel,« siger Tore Stramer. Berlingskes Eva Jung skriver.
5. Donald Trump har sat sig på medicin mod covid-19 – er det nu, vi skal gå i panik?
Den amerikanske regerings meddelelse om, at den har sikret sig adgang til nye forsyninger af covid-19-midlet Remdesivir frem til udgangen af september, vækker ikke kun opsigt verden over.
Den skaber også frygt for, at adgangen til medicin mod den frygtede sygdom ender som alles kamp mod alle. Berlingskes Vibeke Svansø skriver.
Hav en rigtig god eftermiddag og aften!