God eftermiddag og velkommen til endnu en Business-update, som giver et overblik over de vigtigste erhvervsnyheder lige nu, så du velinformeret kan nyde resten af eftermiddagen.
Nyhedsoverblikket giver dig nyt om konsekvenserne af de stigende boligrenter og et internationalt perspektiv på LEGO-familiens formue – og så slutter vi af med et tidligere amerikansk præsidentpar.
LEGO-familie i stort hop på liste over de rigeste
LEGO-familien Kirk Kristiansen springer mange pladser frem på Bloombergs liste over verdens rigeste. Særligt familieoverhovedet, Kjeld Kirk Kristiansen, kan glæde sig.
De seneste dage er den danske arving hoppet mere end 100 pladser frem på det amerikanske medies liste over verdens rigeste, skriver Finans. Faktisk skal man omkring et år tilbage i opgørelsen for at finde Kjeld Kirk Kristiansens formue på et lignende niveau.
Formuespringet skyldes primært, at Kjeld Kirk Kristiansens ejerandel i LEGO nu er estimeret til at være fem milliarder dollar værd, svarende til omkring 34 milliarder kroner. Det er betydeligt mere, end de knap 23 milliarder kroner, som Bloomberg den 13. april i år vurderede LEGO-ejerandelen til at være værd.
Samlet gør det nye estimat Kjeld Kirk Kristiansen til verdens 321. rigeste. Værdien af hans formue er aktuelt på 7,4 milliarder dollar svarende til omkring 50 milliarder kroner.
Økonomer advarer: Glemt regel kan ramme boligejere i København og Aarhus
De stigende boligrenter vil især ramme boligejere i de store byer, lyder advarslen fra flere økonomer
Stiger renten på det 30-årige fastforrentede lån med afdrag med bare et halvt procentpoint fra tre procent til 3,5 procent, vil det få direkte konsekvenser for muligheden for at optage et variabelt forrentet realkreditlån i særligt Aarhus og København, lyder det advarende fra chefanalytiker i Børsen.
Stiger renten til 3,5 procent, skal boligejere, der ønsker at optage et variabelt forrentet realkreditlån, kreditvurderes ud fra et fastforrentet lån med en rente på 4,5 procent.
»Sker det, vil det bidrage til yderligere pres på boligmarkedet i Aarhus og København, der i forvejen udfordres af de stigende renter, og det kan udfordre prisudviklingen i de pågældende byer og i værste fald få priserne til at sætte sig,« siger Martin Lundholm, chefanalytiker i Spar Nord.
At en rentestigning på fastforrentede lån især vil ramme boligejerne i de store byer, skyldes ifølge Martin Lundholm den vejledning om forsigtighed i kreditvurderingen ved belåning af boliger, som Finanstilsynet udstedte i 2016.
Obama forlader Spotify med sin podcast
Den tidligere amerikanske præsident Barack Obama søger nye græsgange med den populære podcast, som han og hustruen, Michelle Obama, står bag.
Podcasten har hidtil været at finde på Spotify, men det tidligere præsidentpar er ifølge Bloomberg i dialog med en andre tjenester om distribution af podcasten.
Angiveligt forhandler parret med både Amazons Audible og iHeartMedia Inc.
Obama-familiens produktionsselskab, Higher Ground, går efter en aftale, som vil give mulighed for at producere forskellige show og lancere dem på flere platforme på én gang. Det kan ifølge Bloomberg være en årsag til, at Spotify har betakket sig i forhold til at indgå en ny aftale med parret, fordi en vidt distribueret podcast så under alle omstændigheder vil finde vej til Spotify.
Her er fem skarpe bud på nyheder og analyser fra journalisterne på Berlingske Business:
Nyt voldsomt slag til groggy Netflix: Milliardær sælger ud med kæmpetab
New York-milliardæren Bill Ackman nåede kun at eje Netflix-aktier i tre måneder. Nu har han solgt dem med et milliardstort tab efter en gigantisk nedtur oven på den første tilbagegang i antallet af Netflix-brugere i ti år.
Læs artiklen her.
Regningen fra Ruslands invasion af Ukraine bliver enorm. En ny udgift er nu kommet til
De færreste tænker nok over, at Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, ikke kun står i spidsen for en heroisk modstand mod den russiske invasionsmagt, men også for et statsapparat, der har omfattende udgifter til at holde den offentlige sektor kørende. Men kassen i Kyiv er tom, og derfor vil Vesten ikke kun blive bedt om militærhjælp. Det bliver på alle måder en dyr krig, som Rusland har indledt.
Læs artiklen her.
Der findes stadig andelsboligejere, der nægter at score millioner i friværdi
Idealisme og grådighed splitter andelsboligejere i to fraktioner, som kæmper med uigennemskuelige vurderinger, kunstige priser, nepotisme og penge under bordet. Slip det skævvredne marked fri!
Læs kommentaren her.
Fødevarepriserne stiger voldsomt. Men 60 kroner for en bakke æg? Ekspert tror ikke på det
Fødevarepriserne slår rekorder foranlediget af krigen i Ukraine. Basisprodukter bliver dyrere, og det vil især gå ud over de fattigste i verden. Og herhjemme har det lydt, at et æg kan komme til at koste seks kroner. Men Henning Otte Hansen, seniorrådgiver ved Københavns Universitet og ekspert i fødevarepriser og prisbobler, tror ikke på det. »Dem, der sælger æg, har jo en interesse i at tale prisen op.«
Læs artiklen her.
Elon Musk høster gigantbonus efter rekordoverskud
Elon Musk står til at høste 23 milliarder dollar i bonus, efter at Tesla kom ud med et rekordoverskud, der slog analytikernes forventninger. Den gigantiske bonus kommer på et perfekt tidspunkt for Musk, der er ved at skrabe penge sammen til at kunne overtage Twitter.
Læs artiklen her.