Par bag ikonisk cykel tjener millioner

Det går meget godt i Christiania Bikes, der fortsætter med at sælge ladcykler og skalere op for produktionen. Det går faktisk så godt, at parret bag virksomheden efter 2021 kunne trække 13 millioner kroner i udbytte over i holdingselskabet bag. Pengene skal bruges på at udvide foretagendet.

Christiania Bikes har de seneste år leveret tocifrede millionbeløb på bundlinjen. Manden bag foretagendet vil dog ikke have flere penge, end hans medarbejdere får, siger han. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Trods blokerede forsyningsruter og verdensomspændende mangel på nøglekomponenten aluminium går det meget godt for virksomheden bag den ikoniske ladcykel.

I det netop offentliggjorte regnskab for 2021 formåede Christiania Bikes bag ladcyklen af samme navn at komme ud med lidt over 13 millioner kroner på bundlinjen.

Da Berlingske spørger Lars Engstrøm, der ejer virksomheden med sin kone Annie Olesen, om det ikke er meget godt – alt taget i betragtning – svarer han:

»Det er det vel, det kan man ikke sige noget imod. Men der er arbejdet meget for dem.«

I 1984 på Christiania byggede Lars Engstrøm den første ladcykel til sin kone, og det har siden udviklet sig til en virksomhed med cykler i hele verden og tocifrede millionbeløb på bundlinjen.

Men i dag – ligesom i 2016 – siger Lars Engstrøm, at han ikke tjener over de mere end 20 andre, der er ansat i virksomheden.

»Jeg tror egentlig, det ligger i hele filosofien bag Christiania. Jeg kan ikke se mig selv i et guldpalads for andre folks penge. Et forbrug i dén klasse giver ikke et lykkeligere liv,« siger han.

Lars Engstrøm understreger, at millionudbyttet ikke går til ham selv: »Jeg kan ikke bruge dem, det kan jeg love dig. Jeg er ansat i firmaet og får det samme i løn som alle de andre.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Ritzau Scanpix (arkiv).

Ejerne trækker mere end ti millioner kroner ud af Christiania Bikes i udbytte, som overføres til parrets holdingselskab, HAT Holding.

Pengene, 13 millioner kroner fra 2021 og dermed tilsvarende årets resultat efter skat, bruges på at investere i ny teknologi til virksomheden og udvide produktionen til en fabrik i Hvidovre, forklarer Lars Engstrøm. Produktionen er i mange år udelukkende foregået på Bornholm.

I 2021 havde Christiania Bikes ApS (anpartsselskab, red.) personaleomkostninger på 10,5 millioner kroner for de 27 ansatte. Cirka 389.000 kroner pr. medarbejder.

Prisnøk

Måske er det også en del af »filosofien«, når Lars Engstrøm forklarer, at han på trods af de markant højere priser på efterspurgte materialer til cykelproduktionen ikke har lyst til at sætte prisen op på cyklerne.

Lidt har de dog været nødt til at skrue op.

»Men det har vi så gjort på den stille måde. Vi kunne ikke finde på bare at smide 500 kroner oveni. Men det er svært, når der i løbet af en måned kan ske en stigning i indkøbsprisen på 12 procent, og når bare det at skaffe aluminium næsten er umuligt,« siger Lars Engstrøm.

Flere af forhandlerne ligger inde med Christianiacykler, der kan leveres forholdsvis hurtigt, men direkte fra virksomhedens fabrikker er der cirka fire måneders ventetid på en cykel, forklarer han.

»Vi kan sagtens producere, men de blokerede havne østpå gør, at vi har kæmpe problemer med at få materialer hertil.«

Lars Engstrøm siger flere gange over telefonlinjen til Bornholm, at han er ved at være oppe i årene. Han er lige blevet 70.

Hvem skal tage over?

»Vores søn, Hans, er civilingeniør og har et godt tag på tingene. Han er interesseret og sidder allerede i virksomheden. Det mest sandsynlige er, at han vil drive det videre med en kompagnon.«

Artikel opdateret d. 27. april klokken 13:29: Berlingske blev af Lars Engstrøms revisor gjort opmærksom på, at udbyttet bliver overført til holdingselskabet bag Christiania Bikes. Derfor foregår der altså ikke dobbeltbeskatning, som det først fremgik af artiklen, og som Lars Engstrøm flere gange sagde, at det var tilfældet.