God eftermiddag og velkommen til endnu en businessupdate, som samler de vigtigste erhvervshistorier lige nu, så du kan gå velinformeret og opdateret på fyraften.
Som så meget andet for tiden kommer det til at handle meget om coronakrisen, og i dag kommer vi til at have særlig fokus på blandt andet de danskere, der går og drømmer om at blive boligejere.
God læselyst!
Danske Bank: Nu skal boligkøbere have dobbelt så mange penge op af lommen
Hvis man vil låne penge til at købe en bolig i Danske Bank, som ejer Realkredit Danmark, skal man fremover stille med 10 pct. af pengene selv. Det skriver Finans.
Hidtil har kravet været en egenfinansiering 5 pct. Der er dermed tale om en fordobling.
Det sker for at beskytte de mest sårbare kunder, typisk førstegangskøbere, siger Carsten Nøddebo, adm. direktør i Realkredit Danmark til Finans:
»Det skal ses i lyset af den enorme usikkerhed, der er ikke bare på boligmarkedet, men for økonomien generelt.«
Curt Liliegreen, der er direktør for Boligøkonomisk Videncenter, skriver på Twitter, at det viser, vi står i en »historisk usikker situation.«
»Meget vigtigt at der efter pandemien slækkes på lånevilkårene igen,« skriver han.
Kammeradvokaten færdig som advokat for Finansiel Stabilitet
Forud for, at den historiske erstatningssag om Ebh Bank skal for højesteret, dropper Finansiel Stabilitet nu Kammeradvokaten og partner Boris Frederiksen.
Det sker efter nederlaget i sagen om 550 mio. kr. mod den tidligere ledelse i Ebh Bank. Det skriver Børsen.
Ny advokat for Finansiel Stabilitet er i stedet advokat Claus Juel Hansen fra advokatfirmaet Kromann Reumert.
»Vi har skiftet advokat. Det har vi orienteret Boris Frederiksen om, men hvad vi ellers har af drøftelser med vores advokater, kommenterer vi ikke på offentligt,« siger Henrik Bjerre Nielsen til avisen.
Her er fem skarpe bud på historier fra journalisterne på Berlingske Business:
1. Historisk kollaps i olieprisen: Fem ting du skal vide
Mandag var en historisk dag på oliemarkedet, hvor amerikansk olie for første gang nogensinde dykkede under nul og på et tidspunkt var nede og koste næsten minus 40 dollar pr. tønde. Det betyder, at oliehandlere var villige til at betale 275 kroner for at komme af med en tønde olie.
Berlingskes markedsreporter Sara Sjølin stiller og besvarer de fem vigtigste spørgsmål om kollapset i olieprisen.
Læs dem her.
2. Vigtig dansk eksportindustri sendt til tælling
Danmark risikerer at tabe arbejdspladser og eksportmilliarder til udlandet på grund af stop for forskning og udvikling. Sådan lyder advarslen fra DI-topchef Lars Sandahl Sørensen, som foreslår, at lade forskere i hårdt ramte brancher blive på arbejde, selv om de får lønkompensation. Det skriver Berlingskes Jonas Rimer.
Læs det her.
3. Erhvervslivets førstemand advarer: »Vi risikerer at gå skævt«
Den gradvise genåbning af Danmark er vigtig, men debatten om, hvornår hvad må åbne igen, må ikke overdøve opgaven med at sikre Danmarks globale konkurrencekraft inden for en lang række områder. Det mener DI-topchef Lars Sandahl Sørensen, der i et længere interview melder, at regeringen fremover vil opleve et større modtryk fra DI i forhold til sine coronaprioriteringer. Interviewet er skrevet af Berlingskes Jonas Rimer.
Læs det her.
4. Danmark bløder i første runde af coronakrisen – anden runde kan slå hårdere
Coronakrisen har ramt danskerne og den danske økonomi uhyre hårdt, og ingen ved endnu, hvor slemt det vil blive. Nu banker anden runde af krisen på døren, og den kan give et langt hårdere slag til den danske økonomi.
Vi ser ind i en regulær eksportkrise, der kan nå et hidtil uset omfang, skriver Berlingskes Frederik Juul.
Læs den her.
5. »Coronakrisen bekræfter det: Danmark er et land af lønmodtagere«
Mange små selvstændige gisper allerede nu efter luft på grund af coronakrisen. Og mens politikerne ofte fremhæver selvstændige og iværksættere i skåltaler, er de blandt taberne i det politiske spil for tiden. Det skriver virksomhedsredaktør og souschef Simon Bendtsen i en klumme.
Læs den her.

