I 2018 og 2019 blev der importeret 6.000 nyere brugte biler, men tallet er de seneste år steget til mere end 20.000 biler årligt.
Den voldsomme stigning i bilimporten kan være forstærket af »svindel med afgift og fejlagtige indberetninger, der har holdt priserne kunstigt lave.«
Det oplyser brancheorganisationen for danske bilimportører, De Danske Bilimportører, i en pressemeddelelse.
»Staten kan være gået glip af meget store beløb, og der er sket ulige konkurrence i markedet,« siger Mads Rørvig, administrerende direktør i De Danske Bilimportører.
Ifølge brancheorganisationen er svindlen foregået ved, at en række importører har hentet brugte biler fra Tyskland til Danmark. Når en brugtimporteret bil skal registreres i Danmark, skal man tage udgangspunkt i, hvad nyprisen på bilen var i Danmark, første gang den blev registreret i udlandet.
Men »ofte« er det ikke det, man har gjort, skriver De Danske Bilimportører.
Ifølge brancheorganisationen tyder eksempler på, at en meget stor del af de brugtimporterede biler har indberettet en forkert nypris. Det betyder, at »man kan indregistrere en bil til 0 kroner i afgift, som ellers skulle have betalt cirka 30.000 kroner,« lyder det.
TV 2 skriver, at De Danske Bilimportører mener at vide, at der de senere år har været »talrige eksempler« på, at uautoriserede bilimportører i Danmark har snydt med registreringerne af nyere brugte Tesla-modeller.
»Vi har tillid til, at myndighederne følger disse sager til dørs. Det vil uden tvivl have store konsekvenser i branchen for uautoriseret brugtimport, da der så vil skulle ske afgiftsberigtigelse, og nogle sandsynligvis vil blive ramt af de strafferammer, der på dette område er ganske høje,« siger Mads Rørvig, administrerende direktør i De Danske Bilimportører.