Boligejeres jagt på billige lån sender milliarder i Nykredits kasse

Landets største låneudbyder har tjent 3,6 mia. kr. på seks måneder. Nykredit har især nydt godt af en rekordstor konverteringsbølge.

Nykredits topchef, Michael Rasmussen, har tirsdag morgen præsenteret regnskab for andet kvartal 2019. Fold sammen
Læs mere
Foto: Arkiv: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

En cocktail af høj vækst, en historisk konverteringsbølge og medvind på finansmarkederne i første halvdel af 2019 har lunet godt i Nykredits pengekasse.

Realkreditkæmpen kommer ud af årets første seks måneder med et resultat efter skat på 3,6 mia. kr., viser det netop offentliggjorte regnskab.

Det er 300 mio. kr. bedre end samme periode året før, hvor resultatet efter skat var knap 3,3 mia. kr.

»Vi fremlægger i dag et meget tilfredsstillende delårsregnskab for første halvår. Vi står midt i en rekordstor konverteringsbølge, hvor tusindvis af boligejere over hele landet sikrer sig historisk billige lån, der formentlig ikke fås bedre noget sted i verden. Mange boligejere vælger samtidig at skifte bank og realkreditinstitut. Det mærker vi i Nykredit, hvor de seneste års solide kundetilgang fortsætter i både Nykredit Bank og Totalkredit,« udtaler Michael Rasmussen, koncernchef i Nykredit.

Usikkerhed om forventninger

Årets andet kvartal var præget af stor konverteringsaktivitet, øget kundetilgang og en stærk beholdningsindtjening. På den baggrund havde Nykredit forud for halvårsregnskabet opjusteret sine forventninger til indtjeningen i 2019 med 750 mio. kr. Forventningerne til resultatet før skat for helåret blev dengang skruet op til mellem 7,25 og 7,75 mia. kr. Dette niveau fastholdes, og halvvejs gennem året leverer Nykredit et resultat før skat på 4,3 mia. kr.

Nykredit advarer dog om, at det kan blive svært at leve op til de løftede forventninger:

»Siden opjusteringen har der været kraftige bevægelser på de finansielle markeder, hvor den lange danske rente er faldet. Det giver tab på de forretningsmæssigt udgåede derivattyper, der påvirker resultat før skat. Der er således særlig usikkerhed vedrørende forventningerne til resultat før skat.«

Millioner retur til kunderne

Nettorenteindtægterne ligger nogenlunde på samme niveau i forhold til samme kvartal sidste år, mens nettogebyrindtægterne falder med knap 130 mio. kr.

I Nykredits datterselskab, Totalkredit, er udlånet til nominel værdi vokset med 50,2 mia. kr. til 701 mia. kr. og overstiger nu for første gang 700 mia. kr. Væksten svarer til en stigning på 7,7 pct. på blot et år, og mere end 798.000 boligejere har nu lån i Totalkredit.

»Det er tilfredsstillende, at vi får nye kunder i hele landet, og Totalkredits udlån er i første halvår i år steget i 97 ud af 98 kommuner,« skriver Nykredit.

Også Nykredit Banks udlån og formue under forvaltning er siden 30. juni 2018 steget med henholdsvis 10,4 og 15 pct.

Som foreningsejet finanskæmpe har Nykredit en fordelsmodel ved navn KundeKroner, som er en rabat, der automatisk bliver trukket fra bidragsbetalingerne hvert kvartal. I første halvår af 2019 har Nykredit givet over 700 mio. kr. tilbage til kunderne bl.a. i form af KundeKroner.

Intet nyt om tidligere Danske Bank-direktør

Nykredit skal fortsat krydse fingre for myndighedernes grønne lys i forbindelse med ansættelsen af en højtplaceret profil. Det drejer sig om Tonny Thierry Andersen, der var øverste chef for Danske Banks Wealth Management-division, da banken i 2017 valgte at hæve aftalegebyret for Flexinvest Fri.

Tonny Thierry Andersen tiltrådte som koncerndirektør hos Nykredit den 1. juni i år, men om Finanstilsynet vil fit & proper-godkende ham til sit nye job er fortsat uvist.

Til gengæld har Nykredit for nylig fået vished i en anden sag. Koncernen indgik i foråret en betinget aftale om at overtage 75 pct. af aktierne i Sparinvest for 2,2 mia. kr. Både Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og finanstilsynet i Luxembourg (CSSF) har i løbet af sommeren godkendt købet af Sparinvest.

»Med købet af Sparinvest har vi investeret markant i at styrke både Nykredit Bank og Totalkredit-samarbejdet. Vi investerer samtidig i compliance for yderligere at styrke vores indsats på dette helt centrale område,« bemærker Michael Rasmussen.