B&O slået tilbage i USA, men topchef lover: Vi kommer igen

Det danske elektronikklenodie er i gang med en stor oprydning blandt sine amerikanske forhandlere. Det koster stor tilbagegang på det store, amerikanske marked. Men topchef Henrik Clausen fastholder, at virksomheden kan levere stor vækst på markedet i anden halvdel af regnskabsåret.

Bang & Olufsens topchef, Henrik Clausen, kan endelig se sorte tal på bundlinjen. Nu er fokus rettet mod det amerikanske marked og ikke mindst luksussegmentet Asger Ladefoged

Han har bevist, at Bang & Olufsen efter års ørkenvandring kan tjene penge. Nu skal topchef Henrik Clausen bevise, at han kan fastholde forbrugselektronikvirksomheden som en kommercielt bæredygtig virksomhed, der ikke bare kan tjene penge, men også kan vokse sig større af egen kraft.

Henrik Clausen har lovet, at virksomheden vil være vokset ti procent, når han offentliggør næste årsregnskab i sommeren 2019. I det netop offentliggjorte kvartalsregnskab er der vækst på beskedne to procent. Men det bliver bedre, lover topchefen.

»Væksten i år bliver stærkere i andet halvår end i den første havdel,« siger Henrik Clausen.

Men særligt det amerikanske marked skæmmer denne gang. Her går B&O hele 29 procent tilbage sammenlignet med samme periode sidste år. Det skyldes en stor oprydning, som er sat i gang i USA, og som koster på den korte bane, forklarer Clausen. Men allerede i begyndelsen af 2019 vil gevinsten af oprydningen vise sig.

»Vi har en samlet vækstforventning på over ti procent for hele 2019, som vi fastholder. Og i USA kommer vi til at vokse over 20 procent. Det holder vi også fast i. Så hvad sker der nu, når vi går tilbage? Jamen, det er konsekvensen af den oprydning, som er nødvendig i USA, og som vil vise sit værd i anden halvdel af året. Vi kommer tilbage i USA i år,« siger Henrik Clausen.

B&O har droppet flere amerikanske samrbejdspartnere i den proces.

»Når man er inden for luksus- og livsstilsegmentet, som vi ønsker at være, er vi nødt til at have en vis kontrol over salgskanalerne og med den måde, vi driver forretningen på selv. Den rejse har vi været igennem i Kina, hvor vi har sadlet lidt om og indgået samarbejde med nye partnere. Nu rydder vi op i USA på samme måde,« siger Clausen.

Satser på USA

B&O har sat et nyt salgsteam ind i New York for at få B&Os høretelfoner og fladskærms-TV bedre ud på det amerikanske marked.

»Nu er vi gået mere direkte ud i eksempelvis Best Buy (amerikansk elektronikkæde, red.), så vi får større kontrol, og så vores varemærke står stærkere og udstråler den kvalitet, vi mener, det skal udstråle,« siger B&O-bossen.

»Vi har haft en hel del mindre partnere, som vi har stoppet samarbejdet med. Til gengæld er vi begyndt at bevæge os mere ind i lufthavne og i mere luksuriøse stormagasiner som Bloomingdales, hvor vi kan give kunderne bedre og stærkere oplevelser af vores brand end tidligere,« siger han videre.

Bestyrelsesformand Ole Andersen sagde for år tilbage, at B&O havde forsømt at fokusere på USA, fordi selskabet havde koncentreret sig mere om vækstmarkeder som eksempelvis Kina.

»Vi føler, vi har nulstillet USA og står mere rigtigt, og at vi kan vokse herfra. Vi havde ikke glemt USA, men det ligger rigtigt nu, og det er også vigtigt, at vi så leverer varen og skaber den vækst, vi har stillet i udsigt,« siger Henrik Clausen.

Hvor langt er du i dit arbejde med at ændre B&O?

»Det var en milepæl at nå de sorte tal. Det manifesterede, at vi var på rette vej. Ser vi fremad, kan man tage afsæt i, at vi lover at gøre B&O til et luksus- og livsstilsbrand. Det indebærer bl.a., at vi styrker kundeoplevelsen markant på tværs af vores kanaler. Og det er en forudsætning for, at vi kan blive ved med at tjene penge. Det er den næste del af rejsen. Der er vi længere i visse områder af verden end andre. Det arbejder vi videre med,« siger Henrik Clausen.