Bestseller-stifter sælger andel i designkomet for mere end en halv milliard kroner

Endnu en tredjedel af den danske designkomet Hay er blevet solgt til den amerikanske møbelproducent Herman Miller. Dermed ejer Herman Miller nu 67 pct. af virksomheden, der i 2002 blev grundlagt af Bestseller-stifter Troels Holch Povlsen, Rolf Hay og Mette Hay.

Troels Holch Povlsen
Troels Holch Povlsen har solgt sin sidste andel af HAY. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Den amerikanske møbelproducent Herman Miller overtager endnu en tredjedel af den danske designkomet Hay.

Dermed er Herman Miller nu majoritetsejer af virksomheden, der blev grundlagt i 2002 af Bestseller-stifteren Troels Holch Povlsen sammen med Rolf og Mette Hay. Handlen følger efter en lignende i 2018, da Herman Miller købte 33 procent af Hay. Med den nye handel ejer Herman Miller nu 67 pct. af virksomheden, fremgår det af en pressemeddelelse.

Dermed er Troels Holch Povlsen helt ude af Hay, da det er hans andel, som er blevet solgt i handlen, der har en værdi på lidt over en halv milliard kroner. De resterende 33 pct. af virksomheden ejes fortsat af Rolf og Metty Hay, der både er medstiftere og kreative direktører i Hay.

Hay blev stiftet i København i 2002 og er kendt for sine moderne skandinaviske designmøbler. I det seneste regnskab kunne Hay fremvise en omsætning på mere end en milliard kroner.

Amerikansk acceleration

Af pressemeddelelsen fremgår det, at Herman Miller ser frem til at fortsætte samarbejdet med Rolf og Mette Hay, som, Herman Miller mener, bringer produkterne i en innovativ og frisk retning.

Herman Miller skriver bl.a., at forøgelsen af ejerskabet i Hay stemmer overens med virksomhedens vision om at accelerere væksten og integrationen ind i Herman Millers økosystem, hvilket også vil accelerere udviklingen af Hays internationale brand.

Hay blev lanceret i USA i 2018, hvor der siden er sket adskillige fremskridt. Bl.a. er produktionen blevet lokal, ligesom tre fysiske butikker er åbnet i Portland, Costa Mesa og Chicago.

»Vi er glade for at fortsætte og udvide Hays forhold til Herman Miller, som er en virksomhed, hvis designarv har inspireret både moderne livsstil og mig og Mette,« siger Rolf Hay i pressemeddelelsen.

Samtidig lyder det fra virksomhedens topchef, Henrik Steensgaard, at »partnerskabet med Herman Miller vil hjælpe os med at gøre det, vi gør bedst – på en større skala. Vi ser frem til at kunne kapitalisere yderligere på dette gode partnerskab«.