Bankansatte føler sig »uretfærdigt behandlet« af Kollerup: »Jeg oplever en sjælden frustration«

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) møder kritik for »uretfærdig behandling« og »bankbashing« i debatten om negative renter. Ministeren understreger selv, at hans kritik ikke er rettet mod alle bankansatte.

»Debatten, jeg ønsker at rejse, vedrører topniveauet og dermed bankledelsernes valg om flere negative renter i Danmark. Det skelner jeg imellem, og det vil jeg gerne, at de bankansatte ved,« siger erhvervsminister Simon Kollerup (S). Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix Liselotte Sabroe

Erhvervsministerens kritik af bankernes negative renter er »forfejlet« og vækker stor frustration i den finansielle sektor.

Sådan lyder meldingen fra Kent Petersen, formand for Finansforbundet, der repræsenterer 56.000 medlemmer inden for det finansielle område, efter at erhvervsminister Simon Kollerup (S) har kaldt det for »grådigt«, når bankerne fortsætter med at pålægge flere og flere danskere negative renter.