Direktør fra arbejderbank går i rette med Kollerup: Hvorfor får ordentlige og seriøse banker altid slag?

Arbejdernes Landsbanks topchef, Gert Jonassen, forsvarer nu beslutningen om at lade flere danskere betale for at have penge stående i banken, som erhvervsminister Simon Kollerup (S) har langet voldsomt ud efter. Pengeinstitutterne behøver ikke altid at få slagene, siger direktøren for arbejderbanken i et interview til Berlingske.

»Er det grådigt at tage det samme, som Nationalbanken kræver af bankerne? Det synes jeg ikke. Jeg synes stadigvæk, at det er mærkeligt at have negative renter på indlån, men jeg synes ikke, at det er grådigt,« siger Gert Jonassen, der er øverste chef i Arbejdernes Landsbank. Niels Ahlmann Olesen

Gert Jonassen står i et dilemma. Han er direktør for fagbevægelsens bank, og her har han været med til at træffe en vidtgående beslutning, som har fået landets socialdemokratiske erhvervsminister op i det røde felt.

Nu melder topchefen for Arbejdernes Landsbank sig på banen med en række opsigtsvækkende meldinger i debatten om de negative renter, efter at erhvervsminister Simon Kollerup (S) i april gik til angreb på bankerne, som han anklagede for at være »grådige«.