Aston Martin klar med udfordrer til Tesla

Aston Martin lancerer sin første og formentlig eneste elbil nogensinde. Den bliver produceret i 155 eksemplarer og koster mere end to mio. kr. før afgifter.

Aston Martin Rapide E
Aston Martin proklamerer, at selskabets første elbil – Aston Martin Rapide E – kan køre op mod 320 kilometer på en enkelt opladning – og at opladningen kan klare el svarende til 500 kilometers rækkevidde i timen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Aston Martin PR-foto

Det eksklusive britiske bilmærke Aston Martin har løftet sløret for sin første – og formentlig eneste – elbil nogensinde.

Den hedder Rapide E og blev offentliggjort under Shanghai Motor Show tirsdag. Det skriver CNN Business.

Administrerende direktør i Aston Martin Andy Palmer kalder det »et kæmpe øjeblik for Aston Martin« at lancere bilproducentens første elbil nogensinde.

Der vil angiveligt kun blive produceret 155 eksemplarer af Rapide E-modellen, og ifølge CNN er det den eneste elbil, Aston Martin kommer til at producere. Resten af produktion og salg af elbiler fremadrettet i Aston Martin-koncernen vil blive produceret af bilmærket Lagonda, som Aston Martin har ejet siden 1947.

Fra V12 til el

Rapide E kommer, fire år efter at den oprindeligt blev annonceret, skriver mediet The Verge. Aston Martins måske eneste elbil, der skal tage kampen op med Tesla og andre elbilproducenter, kommer således til at være en firedørs sedan.

Rapide E er en elektrisk version af Rapide S-modellen, og ifølge producenten selv har de forsøgt at overføre størstedelen af V12-køreoplevelsen fra den konventionelle brændstofbil til den nye Rapide E-elbil. Det store batteri, der driver to mindre elmotorer ved baghjulene, kommer til at være placeret, hvor V12-motoren, benzintanken og gearkassen var i den oprindelige model.

Den nye Aston Martin har 612 hestekræfter og kan køre omkring 320 kilometer pr. opladning af batteriet. På Aston Martins hjemmeside oplyser fabrikanten, at bilen kan køre op mod 250 kilometer i timen, hvor 0-100 km/t er overstået på under fire sekunder.

Ifølge CNN er prisen for en Rapide E omkring 2,16 mio. kr. – før de danske afgifter vel at mærke.