Apple: Stop med at gemme brugerens data – ellers ryger I ud!

Apple vil ikke længere tolerere apps, der i hemmelighed bruger analysesoftware til at gemme skærmbilleder, tryk og swipes. Det skriver TechCrunch.

Apple satte en kæmpe banner op under den store konference for forbrugerelektronik Consumer Electronics Show i Las Vegas – Hvilket i den grad var anslag mod Google, der i stor grad er blevet kritiseret for mangelfuld håndtering af brugernes data. Fold sammen
Læs mere
Foto: GLENN CHAPMAN

Apple presser nu appudviklere til enten helt at fjerne al software, der gemmer brugernes skærmbilleder – eller få brugernes samtykke til at indsamle deres data.

Hvis udviklerne ikke lever op til kravene vil deres apps blive slettet fra Apples markedsplads for apps, App Store.

Det skriver TechCrunch.

»At beskytte brugernes privatliv er et kernemål i hele Apple-økosystemet. Vores App Store-brugerbetingelser (Apples udviklingsprogram for apps, red.) stiller krav til, at apps entydigt anmoder om samtykke fra brugerne, samtidig at det skal være tydeligt, hvis en optagelse, logning eller anden dataindsamling om brugernes aktiviteter finder sted,« meddeler Apples talsperson TechCrunch i et skriftligt svar.

Apple oplyser desuden, at de har gjort appudviklere opmærksom på, at såfremt de handler i strid med retningslinjerne for håndtering af brugernes private data, kan de forvente en reaktion fra Apple, hvor den yderste konsekvens kan være, at de bliver udelukket fra App Store.

Det er sket i kølvandet på, at TechCrunch kunne afsløre, at store firmaer som Expedia, Hollister og Hotels.com, har brugt analyseredskaber fra tredjeparter, herunder programmet Glassbox, til at optage hvert tryk, swipe eller handling, som brugerne foretager sig i deres apps.

TechCrunch opdagede, at ingen af de store bookingbureauers apps anmodede brugerne om samtykke til dataindsamlingen, ligesom ingen af virksomhederne tydeliggjorde i deres bekendtgørelse om beskyttelse af personlige oplysninger, at de indsamlede data om alt, hvad brugerne foretog sig.

Stærkt personfølsomme oplysninger såsom pas- eller kreditkort numre må under ingen omstændigheder gemmes af virksomhederne uden eksplicit samtykke. Men her kunne TechCrunch ligeledes konstatere, at de florerede frit i virksomhedernes analyseprogrammer.

Analyseværktøj monitorer i det skjulte

Glassbox, som kritikken blandt andet retter sig mod, er et flermedialt analyseværktøj, særligt designet til at genafspille en konkret session, hvor en brugers nøjagtige handlemønster i en app kan genskabes.

»Vi bringer dig tættere på dine kunder,« står der på Glassbox egen hjemmeside.

Glassbox mener selv, at de tilbyder en teknologi, der skal hjælpe med at mindske antallet af fejl i apps.

Men virksomheden gør intet aktivt for at gøre sine kunder opmærksomme på, at de bør oplyse klart og tydeligt, at de bruger Glassbox-teknologi til at gemme oplysninger om alt, folk foretager sig i deres apps til senere brug.

Apple har dog et utvetydigt forbud mod apps, der indsamler data i det skjulte uden brugerens tilladelse.

Torsdag blev appudviklerne gjort opmærksom på, at deres apps overskred Apples retningslinjer, hvilket de skulle rette op samme dag, hvis de ville undgå eksklusion fra App Store.