Flere af Apples produkter bruger allerede det såkaldte usb-c-stik, men Apple har stædigt holdt fast i den klassiske Lightning-port i sin populære iPhone.
Men det skal være slut nu, skriver BBC.
Apples næste udgave af den populære telefon – iPhone 15 – vil således med stor sandsynlighed komme med usb-c-stikket, når den præsenteres 12. september ved virksomhedens årlige event.
EU kræver som noget nyt fra december 2024, at producenter bruger mere almindelige stik. Det sparer forbrugerne for penge og besvær, ligesom det vil være mere klimavenligt, lyder det.
BBC skriver, at det er usikkert, om det nye tiltag alene vil gælde telefoner solgt på det europæiske marked eller i hele verden.
Apple har år tilbage forsøgt at udfordre EU på de nye regler, men fandt ikke gehør for sine synspunkter: især at den slags regler principielt forhindrer innovation og dermed rammer forbrugerne på den lange bane.
Usb-c-opladeren er fysisk større end Lightning-opladere, men til gengæld lader de hurtigere op og har også en højere dataoverførselshastighed, end Lightning-forbindelsen kan levere.
Apple lancerede Lightning-stikket med iPhone 5 i 2012.
Apple ventes at præsentere iPhonen med ny ladeport ved virksomhedens årlige event. Forud går altid en række rygter. Berlingske har da også tidligere kunnet fortælle på rygtebasis om den nye iPhone 15.
Ifølge Macworld vil der ikke alene præsenteres en iPhone 15 Pro og iPhone 15 Pro Max, men også et Apple Watch Series 9 og Apple Watch Ultra 2.
Det lyder også, at en iPad mini og AirPods Lite er på programmet.