Godmorgen og velkommen til torsdagens hurtige Business-overblik på en morgen, der naturligvis domineres af konsekvenserne af det flystyrt, som onsdag aften kostede Wagner-leder Jevgenij Prigozjin livet.
I dag runder vi blandt andet:
Størstedelen af danske virksomheder fodrer ulovligt techgiganter med data
Mærsk slår alarm: Danmarks største havn er infiltreret af Hells Angels
MobilePay ændrer priser for 150.000 kunder – gebyr tidobles for nogen
Flygigant finder ny fejl i storsællert
Men vi begynder med historien om, hvordan chipgiganten Nvidias bundlinje er eksploderet som følge af den enorme interesse for kunstig intelligens.
God læselyst!
Dagens hovedhistorie
Techgigant skovler penge ind og har øget bundlinjen med 843 procent
Den amerikanske chipproducent, Nvidia har med udbredelsen af kunstig intelligens fået en rekordhøj omsætning i det seneste kvartal.
Techgiganten har landet en omsætning på 13,5 milliarder dollar. Beløbet svarer til omkring 93 milliarder kroner. Sammenlignet med tallene i samme periode sidste år svarer det til en vækst på omkring 170 procent.
»Der er ingen over og ingen ved siden af Nvda indenfor avancerede mikrochip. Det blev klart ved regnskabet,« siger investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet om regnskabet, som han kalder »imponerende!«
Nvidia har øget bundlinjen med 843 procent, og salgene er ifølge nyhedsbureauet Bloomberg langt højere, end hvad Wall Street havde forventet.
»En ny æra inden for computerteknologi er begyndt. Selskaber verden over omstiller sig fra mere generelle formål til avanceret computerteknologi og kunstig intelligens,« lyder det fra Nvidias administrerende direktør, Jensen Huang, ifølge BBC.
Nu er Nvidia det femte amerikanske firma, der bliver en del af den såkaldte »Trillion dollar club« med firmaerne Apple, Microsoft, Amazon og Alphabet. Alle har de en markedsværdi på mere end én billion dollar.
Det skriver andre medier om
1. Størstedelen af danske virksomheder fodrer ulovligt techgiganter med data
Tusindvis af danske virksomheder sporer og registrerer deres hjemmesidebesøgende og sender data direkte videre til techgiganter som Google og Facebook, så danskerne risikerer at blive mødt af uønskede reklamer. Det er i strid med reglerne, og det er ifølge en ekspert helt uacceptabelt, skriver Finans. En undersøgelse fra bureauet Refyne af knap 30.000 virksomheders hjemmesider viser, at 60 procent ulovligt placerer en cookie fra enten Facebook eller Google hos deres besøgende uden forinden at have fået det nødvendige samtykke.
2. MobilePay ændrer priser for 150.000 kunder – gebyr tidobles for nogen
En ændring i Mobilepays prisstruktur kommer til at ramme nogle af selskabets Myshop-erhvervskunder. Fremover skal de betale et gebyr på 0,99 procent af prisen på de varer, som virksomheden sælger, hvilket for nogle er en tidobling. Den nye prismodel træder i kraft 1. oktober, skriver Børsen. Flere er oprørte over prisstigningerne.
3. Flygigant finder ny fejl i storsællert
Boeing har opdaget, at dens største leverandør fejlagtigt har boret huller i en komponent, som skal sikre, at kabinetrykket holdes i 737 Max-flyene. Det truer nu leverancerne af den amerikanske flygigants bedstsælgende flymodel, skriver nyhedsbureauet Bloomberg. De amerikanske luftfartsmyndigheder, Federal Aviation Administration, anser dog ikke problemet for at være en trussel mod sikkerheden.
Det skriver vi om
1. Mærsk slår alarm: Danmarks største havn er infiltreret af Hells Angels
Rederiet Mærsk advarer mod en sikkerhedsbrist i Danmarks største erhvervshavn, Aarhus Havn, der også huser NATO-skibe og er et oplagt mål for narkosmuglere. Mærsks undersøgelser viser, at en betydelig del af havnearbejderne har forbindelse til rockergruppen Hells Angels. Det får rederiet til at foreslå et baggrundstjek af ansatte på havnen, som man kender det fra lufthavnene. Læs historien her.
2. Bødskov endelig klar med milliardcheck til iværksættere
De har ventet, ventet og ventet på forhandlinger. Nu sætter erhvervsminister Morten Bødskov (S) beløb på, hvor meget der skal investeres i at forbedre vilkårene for danske iværksættere. Læs historien her.
Det bør du også læse
Nye fleksrenter bliver de højeste i 14 år
Boligejere, som skal have ny rente på deres flekslån fra 1. oktober, skal snart i gang med at grave dybt i lommerne. De står nemlig til en betydelig ekstraregning, viser en opgørelse over de nye renter. Selvom rentestigningen næppe kommer som en overraskelse, bliver det ikke sjovt, understreger boligøkonom. Læs historien her.
Det sker på markederne
Aktier – indeks og udvikling i procent
USA – lukkekurser onsdag:
Dow Jones: +0,54 procent
S&P 500: +1,10 procent
Nasdaq: +1,59 procent
Asien – indeks torsdag kl. 06.50:
Japan Nikkei: +0,57 procent
Hongkong Hang Seng: +1,91 procent
Kina CSI: +0,47 procent
Tak, fordi du læste med!