Apple og Tesla sætter nye og vilde rekorder

Elbilproducentens aktiekurs er siden nytår steget med 378 procent, og topchef Elon Musk blev torsdag 4,6 milliarder dollar rigere. Apple har som nummer to i verden rundet en værdi på to billioner dollar – 12.600 milliarder kroner. Topchef Tim Cook er nu blevet milliardær.

Tesla-topchef og -storejer Elon Musk kan ikke bare smile, men storgrine hele vejen til banken. Og hans Tesla-værk er ikke det eneste, der klarer sig rigtigt godt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Aly Song

Det fortsætter i femte gear for elbilproducenten Tesla, som bare stiger og stiger i værdi.

Torsdag steg prisen på en aktie i det 17 år gamle selskab til 2.000 dollar. Det er 378 procent mere end ved årsskiftet og 40 procent over, hvad aktien kostede, da Tesla forleden meddelte, at aktien nu skal splittes op, så endnu flere kan være med på bagsædet.

Frygten for ikke at komme med

De seks procents stigning torsdag betyder, at man nu ville skulle lægge 373 milliarder dollar (2.343 milliarder kroner), hvis man ville købe selskabet.

»Investorerne fortsætter med at købe tungt ind i Tesla. Gårsdagens handel var med 20 millioner aktier 50 procent større end gennemsnitligt. Det forestående aktiesplit bruges som årsag til den tonstunge interesse, men frygten for ikke at komme med er helt sikkert også en meget betydelig kursdriver bag den ekstreme stigning,« vurderer Per Hansen, investeringsøkonom i den svenske investeringsbank Nordnet.

Også positive signaler om nye og langtrækkende bilbatterier fra Tesla er med til at trække selskabet op.

4,6 mia. dollar rigere på en dag

Topchef og stifter Elon Musk, der tidligere har startet netbetalingstjenesten PayPal, er nu personligt god for 89,8 milliarder dollar – ekstra 4,6 milliarder som følge af kursstigningen, for han ejer 21 procent af Tesla. Det gør ham til verdens 31.-rigeste ifølge det amerikanske magasin Forbes.

Hans andet store projekt, rumselskabet SpaceX, er nu 46 milliarder dollar værd, skriver den amerikanske TV-station CNN. SpaceX sendte for nylig som det første private selskab astronauter i kredsløb om Jorden og sikrede sig en af historiens største kapitalindsprøjtninger til en privat virksomhed på 1,9 milliarder dollar. SpaceX stod bag det »satellittog« på 60 kommunikationssatellitter, som mange danskere kunne iagttage på himlen i april.

Apple rammer gennem loftet

Det teknologitunge Nasdaq-børsindeks lukkede torsdag aften, dansk tid, i sit højeste nogensinde, båret frem af fortsatte stigninger i værdien af to af verdens største teknologiselskaber, Apple og Microsoft.

Apple passerede torsdag som forventet den historiske milepæl og er dermed for første gang over to billioner dollar, altså 12,6 billioner kroner – 12.600 milliarder kroner – værd. Det er kun to år siden, at Apple rundede en værdi på en billion dollar.

Apple-aktien er dermed steget med hele 60 procent i år, fordi det går bedre og bedre for Apples abonnementstjenester som Apple Music, iCloud og Apple TV+ og i forventning om, at de fire nye iPhone 12-telefoner, som kommer til efteråret, vil sikre et nyt, godt salg. Nogle af dem vil være Apples første med den nye 5G-mobilteknologi.

Stigningerne har nu også gjort Apple-topchef Tim Cook til dollarmilliardær. Den 59-årige Cook er en af de få topchefer, som ikke selv har startet det teknologiselskab, som han står i spidsen for. Tim Cook overtog jobbet i august 2011 efter Apple-medstifter Steve Jobs' død men havde i en periode forinden passet chefstolen under Jobs' sygdom.

Var ikke den første

Apple er ikke det første selskab, som runder to billioner dollar i markedsværdi. Det saudiarabiske olieselskab Aramco kom over mållinjen, da det i december blev børsnoteret. Siden har styrtdykkende oliepriser dog barberet grundigt af Aramcos værdi.

Både Microsoft, der er verdens største softwareselskab, og internetgiganten Amazon rykker nærmere de to billioner dollar. Begge selskaber er lige nu hver især over 1,6 billioner dollar værd, mens Google-koncernen, hvis moderselskab hedder Alphabet, også har passeret en billion dollar i markedsværdi.