EU anklager Apple for at bryde unionens konkurrenceregler i forbindelse med virksomhedens app-butik, App Store, hvor man køber og downloader apps til techgigantens produkter.
Det skriver Financial Times.
Det er første gang, EU tager regler i brug mod en techgigant, som har afsæt i den nye lovpakke Digital Markets Act.
Lovpakken er netop til for at bryde dominansen af store techgiganter og hjælpe nyopstartede virksomheders konkurrenceevne.
Hvis Apple findes skyldig, risikerer virksomheden en straf på ti procent af den årlige omsætning. Hvis der sker flere brud på reglerne, kan bøden stige til 20 procent af den årlige omsætning.
Apple omsatte i 2023 for over 2.687 milliarder kroner.
Hvis virksomheden får en bøde på ti procent af den omsætning, ville bøden lyde på 268 milliarder kroner, mens bøden på 20 procent af omsætningen ville lyde på svimlende 537,4 milliarder kroner.
Kommissær: »Act different«
Apple beskyldes for at gøre det unødvendigt svært for forbrugere at installere alternativer til Apples App Store på iPhones og andre Apple-produkter.
Undersøgelsen handler også om, hvorvidt App Stores udviklergebyrer overtræder unionens regler.
På nuværende tidspunkt er der et gebyr på 50 cent pr. download, som virksomheder skal betale, hvis deres app bruges af mere end en million mennesker.
Som en del af den nye undersøgelse ser man på, om Apple pålægger brugere for mange begrænsninger til at downloade og installere apps hos alternative butikker.
»Act different (opfør jer anderledes, red.) bør være deres slogan,« siger Theirry Breton, der er kommissær for EUs indre marked, ifølge Financial Times. Han hentyder til Apples rigtige slogan som er »Think different« (Tænk anderledes, red.).
Apple siger til Financial Times, at de har foretaget en række ændringer for at overholde Digital Markets Act.
»Vi er overbeviste om, at vores plan overholder loven, og anslår, at mere end 99 procent af udviklerne vil betale det samme eller mindre i gebyrer til Apple under de nye forretningsbetingelser, vi har oprettet,« siger virksomheden til mediet.
EU-Kommissionens undersøgelse af Apple ventes at være afsluttet til marts næste år.
Fik milliardbøde af Vestager tidligere på året
I marts blev Apple idømt en bøde på 13,4 milliarder kroner af EUs konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, i en sag anlagt af musiktjenesten Spotify.
Årsagen var også, at Apple angiveligt håndhæver et monopol i sin App Store, som er konkurrenceforvridende, og som både rammer forbrugere og dem, der tilbyder digitale tjenester via App Store, blandt andet Spotify.
Musiktjenesten har klaget over, at det ifølge Apples vilkår for App Store ikke er tilladt at gøre brugerne opmærksomme på, at de kan betale for abonnementer uden om Apples »lukkede miljø«.
Og hvis brugerne vælger at betale i App Store, tager Apple 30 procent i kommission.
Denne bøde valgte Apple at anke, skrev virksomheden i en pressemeddelelse.