Afdansningsbal eller brudevals for tysk bankboss

Martin Zielke, der som chef for Commerzbank leder Tysklands næststørste bank, deler samme baggrund og skæbne som sin kollega hos Deutsche Bank: Begge begyndte som bankelever. Og begge døjer nu med spekulation om, at det kun kan gå én vej for Tysklands plagede banker: Mod en nødtvungen brudevals.

Deutsche Banks topchef, Christian Sewing (t.h.), ses her med Commerzbank-kollegaen Martin Zielke under den årlige bankkongres i Frankfurt i november 2018. Der er voksende spekulation om, at de to tyske storbanker vil ende med en fusion, efter at det tyske finansministerium har udtrykt bekymring over den tyske banksektor. Commerzbank har været delvist statsejet siden finanskrisen. ARMANDO BABANI

Martin Zielke og Christian Sewing har en del til fælles. Begge begyndte som bankelever i Deutsche Bank, og begge er steget til allerøverste etage i den tyske finansverden som topchefer for landets to største banker, Commerzbank og Deutsche Bank.

Begge kæmper også for at sætte skik på deres kriseramte banker, og i finanssektoren tages det nu for givet, at de ender i favnen på hinanden – i et ægteskab tvunget af omstændighederne.