Adidas: Undskyld, vi skal nok betale huslejen!

I helsidesannoncer siger den tyske sportskæde med dansk topchef undskyld og bedyrer, at huslejen for april for alle butikker nu alligevel er betalt, og at ledelsen går 50 procent ned i løn.

Adidas er blevet presset til at rykke ud med en officiel undskyldning for sin beslutning om ikke at ville betale husleje. Den kommer i helsidesannoncer i blandt andet den tyske avis Bild. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Schlueter/EPA/Ritzau Scanpix

Den tyske sportstøjskæde Adidas siger nu efter en folkestorm undskyld for sin beslutning om ikke at ville betale husleje under coronakrisen og vender på en tallerken.

I en helsidesannonce i blandt andet Tysklands største avis, Bild, undskylder Adidas, som har den 58-årige dansker Kasper Rørsted som topchef, for sin holdning. Huslejen for april er nu betalt, og ledelsen er indtil videre gået 50 procent ned i løn, lyder det.

»Adidas siger undskyld«

»Adidas siger undskyld«, lyder det med store typer i annoncen.

»Vi har begået en fejl og dermed sat megen tillid over styr. Det vil tage tid at genvinde Deres tillid,« angrer Adidas og medgiver, at det var en »usolidarisk« handling.

Herhjemme er rigmanden Anders Holch Povlsen kommet i strid modvind for sin tilsvarende udmelding om ikke at ville betale husleje under coronakrisen for tøjkæden Bestseller.

26. marts meldte sportskæden ud, at den i alle lande, hvor den har butikker, ville ophøre med at betale husleje, fordi butikkerne er lukket som følge af coronavirussens hærgen. Dagen efter meldte andre butikskæder som Deichmann, H&M, konkurrenten Puma og elektronikkæderne Saturn og Media Markt også, at de nægter at betale husleje.

Parlamentsmedlem brændte Adidas-bluse

Det fik befolkningen til at fare i flint, og et medlem af det tyske parlament valgte at brænde en Adidas-bluse i protest. Kunder begyndte på nettet at opfordre til at boykotte Adidas, og den tyske transportminister Andreas Scheuer meddelte, at »jeg er skuffet over Adidas – jeg er meget skuffet«. Justitsminister Christine Lambrecht kaldte det »uanstændigt og uacceptabelt«.

En presset Kasper Rørsted lovede så, at Adidas i det mindste ville betale huslejen til de små, private udlejere.

Nu trækker Adidas så helt i land igen. Af annoncen fremgår, at også selskabets aktietilbagekøbsprogram er sat i bero, og at Adidas betaler for, at flere partnere producerer beskyttelsesudstyr og masker til sundhedsvæsenet.

Adidas havde i 2019 et overskud på næsten to milliarder euro.