Jens Østergaard fra »Fars pige«: Det er uretfærdigt at lynche rigmanden Anders Holch Povlsen

Jeg er dybt uenig i kritikken, som går på, at Anders Holch Povlsen er for velhavende til at modtage hjælpepakker. Han skal behandles som alle andre. Alt andet ville være uretfærdigt og skævvridende.

»Folketinget har med den vanlige, hurtige og fleksible danske stil vedtaget yderst tiltrængte hjælpepakker. Grundet de hastige beslutninger er hjælpepakkerne ikke specialiseret til de enkelte brancher, og man har ikke blevet prioriteret dem, der styrtbløder,« skriver Jens Østergaard. Oscar Scott Carl

Med god grund beklager Anders Holch Povlsen fra Bestseller, Jens Poulsen fra DK Company, vores brancheorganisation DM&T og flere andre sig specielt meget her under coronakrisen. Tøjbranchen er nemlig langt hårdere ramt end eksempelvis frisører, biografer, museer, restauranter osv, bl.a. pga. af vores ustoppelige vareflow.

I modsætning til de nævnte brancher fortsætter tøjbranchen - både butikker og engrosvirksomheder - med at modtage varer fra leverandører. Disse varer er typisk bestilt seks måneder forinden og bliver meget svære at sælge, når forbrugerne først begynder at efterspørge tøj igen. Derudover har vi de samme udgifter, som de andre brancher.