3-topchef ryster ikke på hånden: Huawei er stadig enormt dygtig

Intet har ændret sig i det seneste års diskussioner om den kinesiske mobilgigant, der står for hele mobilnettet hos teleselskabet 3 i både Danmark og Sverige. Topchefen kan fuldstændig frit vælge at skifte leverandør, når en nøglekontrakt udløber næste år.

Morten Christiansen, som er direktør for 3 i både Danmark og Sverige, skal i løbet af 2020 afgøre, om Huawei fortsat skal stå for hele 3s mobilnet. PR-foto

Den langvarige ballade om den kinesiske mobilgigant Huawei har ikke ændret spor hos topchefen for Danmarks fjerdestørste teleselskab, 3, som fortsat er glad for samarbejdet med Huawei om 3s mobilnet i Danmark og Sverige.

»Ingenting har overhovedet ændret sig i løbet af i år. Huawei er stadig en enormt dygtig leverandør og indgår rimelig store kontrakter i Europa, senest om 5G med Telefónica i Tyskland i denne uge. Vi har naturligvis meget kontakt med Huawei og – helt naturligt – også med Center for Cybersikkerhed (CFCS). Det er en god og tæt dialog med megen åbenhed om det, som CFCS ønsker at vide noget om. Det kræver lidt mere arbejde nu, end før det blev til en sag, men ellers er det helt uproblematisk, og vi udveksler informationer og synspunkter, som der er brug for. Jeg ser intet dramatisk i det overhovedet,« siger Morten Christiansen, der er 3s topchef i både Danmark og Sverige, til Berlingske.